Teaterdirektør Gunnar Hansen.

Sønderbro Teater

Indledning, og om "Syven" og Anders Henriksen Carl Henriksen 1902-06 Victor Wulff 1907-15 Axel Frische 1915-21 Eyvind Kornbeck 1921-24
Martin Jensen 1924-27 Kai Paaske 1927-28 Carl Alstrup 1928-29 Gunnar Hansen 1929-30 Delingsspillerne 1930-31 Slutning 1931-32

Sidst opdateret: Tue Apr 2 19:35:50 2019.
1929-30. Teaterdirektør Gunnar Robert Hansen.
Dette er en skitse, og er kun forsøgsvis "lagt op". Her er IKKE læst korrektur, og her er endnu løse ender.

Victor Hugos skuespil "Les Misérables".

Da Carl Alstrup brat måtte stoppe som direktør på Sønderbro Teater på grund af pengemangel, havde han allerede forhandlet, og sikret sig retten til at opføre Carl Muusmanns dramatisering af Victor Hugos skuespil "Les Misérables", som i Muusmanns fordanskning var blevet til "De Ulykkelige".
Da Alstrup efter sin ufrivillige afsked ikke længere selv havde mulighed for at opføre skuespillet, så forærede han frit og kvit denne rettighed til det nye ensemble på Sønderbros Teater.
Efter Carl Alstrups farvel til teatret planlagde skuespillerne nemlig at "slå sig sammen", og forsøge at få opført "De Ulykkelige" på delebasis, hvis oversætteren, forfatteren Carl Muusmann, ikke havde nogen indvendinger.
Det havde Carl Muusmann ikke, så skuespiltruppen fik rettighederne til skuespillet overdraget, frit og kvit.

Midt i al denne usikkerhed, og det økonomiske uføre man var havnet i, så dukkede en ung 27-årig Gunnar Hansen helt uventet op. Og som en frelsende engel tilbød den unge rigmand at betale alle omkostningerne, 10.000 kroner, for hele opsætningen af "De Ulykkelige" på Sønderbros Teater.
Gunnar Hansen og Guðmundur Kamban.
Guðmundur Kamban
Guðmundur Kamban ombord
på Islandsdamperen.
"Hver 8 Dag" den 23. august 1928.
Gunnar Hansen medbragte også sin egen instruktør, islændingen Guðmundur Kamban, som skulle instruere skuespillet på Sønderbro Teater.
Gunnar Hansen og Guðmundur Kamban kendte hinanden fra et samarbejdet omkring to stumfilm. "Hadda Padda" fra 1924, som Gunnar Hansen havde finansieret, og "Det sovende Hus" fra 1926, hvor Gunnar Hansen havde været instruktørassistent.

Guðmundur Jónsson (1888-1945) var søn af en islandsk købmand og gårdejer. I 1908 havde han taget navneforandring til Guðmundur Kamban.
I 1910 rejste Kamban til København for at studere litteratur og filogi, og nogle få år efter, i foråret 1914, fik han udgivet sit første større arbejde, skuespillet "Hadda Padda", som vakte en del opmærksomhed, og fik nogle relativ gode anmeldelser.
Selv Georg Brandes skrev en anmeldelse i tidsskriftet "Tilskueren", i første halvbind i 1914, siderne 410-411-412, hvori Brandes også i anmeldelsen antyder den meget enkle handling i skuespillet:
 Hadda Padda, som er Gudmundur Kambans første Værk, fortjener ligeledes at gøre et dybt Indtryk. Kærnen deri er blot denne: en ung Mand, køn og rank, ellers som Mænd er flest, ubetydelig og flagrende, opgiver den ene Søster, et sjældent, højst værdifuldt Menneskevæsen, for den anden Søster, en misundelig lille Kokette. Den ældre Søster kan ikke undvære sin Elskede, ikke komme over det begaaede Forræderi. Hun vil da dø og drage den Troløse med sig i Døden, men hun opgiver i sidste Øjeblik Forsøget, og døer alene.
"Hadda Padda", som er den kvindelige hovedperson "Hrafahildurs" øgenavn i skuespillet, havde premiere på Det kongelige Teater godt et halvt år senere samme år, lørdag den 14. november 1914.

Stumfilmsudgaven af "Hadda Padda", som blev nævnt herover, øgede yderligere kendskabet til Kamban. Filmen blev optaget på Island i sommeren 1923, hvilket varede en månedstid, og både skuespillere, og Kamban, og Gunnar Hansen, og filmmanden Ankerstjerne, sejlede med islandsdamperen frem, og tilbage mellem København og Island.
Turen og filmatiseringen blev fulgt med stor opmærksomhed af aviserne og ugebladene. Det var Clara Pontoppidan og Svend Methling der havde hovedrollerne. Ugebladet "Hver 8 Dag" bragte den 23. august 1928 et langt interview med Svend Methling, som fortalte om oplevelserne på Island. Billedet herover til højre er fra denne artikel.
På Clara Pontoppidan gjorde filmatiseringen på Island også et stort indtryk. Og hun bruger et helt kapitel i sine erindringsbøger "Eet liv - mange liv" bind 1-4, på at fortælle om "Islandsturen" i selskab med Gunnar Hansen og Guðmundur Kamban.

Kamban var blevet gift med skuespillerinden, Agnete Egebjerg Kamban, og Kambans hustru havde været ansat her på Sønderbros Teater i Carl Alstrups direktørtid, og hun også havde to småroller i den planlagte opførelse af "De ulykkelige".

Kamban-parret fik en datter i 1921.

Flere af Guðmundur Kambans skuespil blev siden opført på de københavnske teatre, og i 1934 rejste Kamban-familien til England, og efter et år i London flyttede Kamban fra 1935-1938 videre til Berlin, og derefter igen tilbage til København.
Så sent som i 1941, blev to af Kambans skuespil, "Komplekser" samt "Grandezza", opført på Det kongelige Teater.

Mindetavle.
Mindetavlen på facaden i Upsalagade 20,
på Østerbro. (Privatfoto.)
Ligesom flere andre danske forfattere, så tog Guðmundur Kamban parti til fordel for tyskerne under 2. Verdenskrig, og for Kamban betød det, at han bl.a. modtog kunstnerstøtte fra den tyske besættelsesmagt, og blev således af danskere betragtet som kollaboratør.
På befrielsesdagen, den 5. maj 1945, mødte frihedskæmpere derfor op på Kambans bopæl i Upsalagade på Østerbro i København for at arrestere ham, men han nægtede at følge med, hvorefter de skød og dræbte ham.
Liget blev efterfølgende ført til Island begravet i Reykjavík.

Drabet blev ikke fulgt op af en retssag, trods det at myndighederne vidste, og ved, hvem der skød. Kamban blev således hverken dømt, eller modsat frikendt, for eventuelle forbrydelser begået under 2. Verdenskrig.

Myndighedernes ulyst til at få belyst sagen, satte Regeringen i et dilemma, og i eftersommeren 1945, efter krigens slutning, meddelte aviserne rundt om i landet, f.eks. dagbladet Folket i Randers, at:
 Efter Forhandling med den Islandske Gesandt har Regeringen truffet Beslutning om, at der skal udbetales Enken efter den islandske Digter Gudmundur Kamban, der blev skudt den 5. Maj, da Frihedskæmpere vilde arrestere ham, en rundelig aarlig Pension.
Regeringen betalte sig ganske enkelt fra at opklare sagen, og undlod stille nogen til ansvar for det skete!
Som andre danske kunstnere, skuespillere og forfattere, som under 2. Verdenskrig udviste sympati for Tyskland, så blev Kamban mere eller mindre bevidst slettet fra historien, og hans bøger fjernet fra bibliotekerne, og han blev delvis glemt her i Danmark.
Helt så kontant var/er man ikke på Island.
Hundredårsdagen for Kambans fødsel blev fejret på Islands Nationalteater i Reykjavík i 1988, med en opførelse af Kambans skuespil "Marmor".

I det skandinaviske tidsskrift "Ord och Bild", udgivet af A. B. Wahlström & Widstrand i Stockholm, er der i årgangen 1939, på siderne 27-28-29-20, en artikel der fortæller lidt om Guðmundur Kamban.
"De Ulykkelige". Premiere januar 1929.
Det var allerede i Carl Alstrups direktørtid blevet planlagt, at den tidligere Kongelige skuespiller Holger Reenberg skulle spille hovedrollen som galejslaven "Jean Valjeau" i "De Ulykkelige".
Og da man efter Carl Alstrups afgang manglede en teaterdirektør med teaterbevilling for at kunne opføre "De Ulykkelige", så var det forventeligt, at en så populær og kendt og erfaren skuespiller som Holger Reenberg ville få bevillingen straks han søgte. Men det fik Holger Reenberg ikke. I stedet fik den unge Gunnar Hansen lov til at opføre skuespillet.

Scenebillede fra De Ulykkelige.
Scenebillede fra "De Ulykkelige".
Fra venstre: Valdemar Lund, Ellen Reenberg og Holger Reenberg.
Fra ugebladet "Hus og Hjem", torsdag den 28. februar 1929.
Det var på alle måder et omfangsrigt skuespil i 11 akter, hvortil der skulle males nye dekorationer til alle akter. Muusmanns oprindelige manuskript var på 14 akter, men allerede inden opførelsen erkendte man, at skuespillet skulle beskæres.

Premieren på "De Ulykkelige" fandt sted den 27. januar 1929, men det blev ikke helt den store succes man havde håbet på.
BT anmelder skuespillet dagen efter, og mener at Kamban mangler ethvert praktisk greb på at sætte en så god folkekomedie op i det rigtige tempo. Kort sagt, der var for mange pauser, også "kunstpauser", i opsætningen, hvilket gjorde at:
 Forestillingen varede til langt paa den anden Side Midnat. Paa dette Tidspunkt var en Trediedel af Teatret udvandret, men de, der var tilbage, larmede begejstret for Hr. Reenberg, der maatte frem Gang paa Gang og tilsidst holde Tale.
Dagbladet København skriver om "De Ulykkelige" den 28. januar 1929 bl.a.
 Teatrets unge Redningsmand Hr. Gunnar Hansen, havde bidraget meget til Billedernes Stemning ved at male og opbygge Skitser til de udmærkede Dekorationer, som tog Bifald, såsnart det nye Fortæppe gik tilside for dem. I den Forbindelse har det mindre at sige, at selv Fortæppet var en Misforståelse. Det var af sort Fløjl med Sølvgaloner og lignede et Draperi til et Ligkapel.
 Skuespillerne sled som smaa Løver for Sejren. Hr. Holger Reenberg havde formet en kraftfuld og rørende type af den evigt fordømte Jean Valjean. Han rørte ofte sine Tilskuere til Taarer, og naar han har udført Rollen nogle Aftener, saa Premiere-Nervøsiteten er overstaaet, vil han sikkert kunne fremskynde Tempoet noget. Det vil også give Variation i hans Fremstilling. Den er lidt ensformig, men fra først til sidst ægte og varmt følt. Kun faa spiller Folkekomedie som Holger Reenberg, fra Hjærtet og til Hjærterne.
 Fru Ellen Carstensen var dygtig som Fantine, Hr. Valdemar Lund myndig og Skummel som Jean Valjeans Modstander, den haarde Politimand Javert, og Hr. W. Bewer og Fru Ellen Thomsen tilpas skurkagtige som de onde Plejeforældre Thenarders.
 I andre Roller ydede Frk. Clara Schwarts, Hr. Alfred Arnbak, Hr. Svend Melsing, Hr. Poul Juhl og Hr. Axel Larsen god folkelig Kunst.
Til det at "Delingsspillerne" havde engageret Holger Reenberg til at spille Jean Valjean i Muusmanns "De Ulykkelige", havde Sverkel Biering i teatertidsskriftet "Teatret" denne kritiske kommentar:
  Er hans Tid virkelig allerede forbi? Eller er han blot stivnet i "Teater" i dets daarligste Forstand. Mon han ikke, hvis han tager sig sammen og atter begynder at spille ud fra det oprindelige og følte, og ikke paa Rutine - og saa selvfølgelig lærer sine Roller, kan opnaa en Eftersommer?
  Hans Galajslave Jean Valjean var en hul og hjerteløs Teaterfigur, der end ikke i de oplagte Plejefaderscener formaaede at røre en eneste af de følsomme strenge. -
  De øvrige! Lad mig om dem nøjes med at sige - gode var de ikke.

Tiden 1928-1930 - set med samtidens øjne.

Tiden - disse år - var slet ikke til dyb seriøs skuespilkunst. Børskrakket på Wall Street i 1929 i New York, skabte større og mindre kriser i hele Verden, i form af dyrere tider og større arbejdsløshed. Så når "folk" gik i byen, så var det for at le, og ikke for at græde.
Allerede i sommeren 1928 var den danske teaterverden blevet rystet i sin grundvold. Josephine Baker og hendes trup gæstede midt i juni 1928 Danmark, og indledte dermed Dagmarteatrets sommersæson. Og det var netop her i dette show, at et af numrene var "Dans i Urskoven", og hvor Josephine Baker optrådte kun iført en klase bananer rundt om lænden.
Teatercensor P. A. Rosenberg (1858-1935) blev selvfølgelig kritiseret for ikke at skride ind overfor Josephine Baker.

Begyndelsen af det nye år 1929 var helt overskygget af skoleskibet "Københavns" forsvinden. På rejsen mellem Buenos Aires og Australien var sejlskibet helt forsvundet med 59 mand ombord.
Det sidste man havde hørt fra sejlskibet var "ønsket om en god jul", som var sendt af telegrafisten ombord lillejuleaften i 1928. Først inde i februar 1929, da skibet ikke var nået frem til Australien, erkendte man at skibet måtte være sunket, og der blev sat eftersøgninger i gang.
Der er aldrig siden fundet en eneste vragdel efter "Københavns" forlis, så forliset er i vore dage en lige så stor gåde - som det var dengang.

Af betydning for teatrenes vedkommende i 1929, begyndte året med at teatercensor P. A. Rosenberg fratrådte, og Jacob Christian Normann i stedet blev ny teatercensor. Det var en almindelig udskiftning, og havde ikke noget med Josephine Baker at gøre.
Den afgående censor, P. A. Rosenberg havde også været oversætter og skuespilforfatter.
Her på Sønderbro Teater havde P. A. Rosenbergs eget skuespil "Aand er Magt" været opført i 1911, og Rosenbergs oversættelse af Neumanns "En Guldbryllupsaften" havde været opført i 1916. Og i 1917 var det igen et af Rosenbergs egne skuespil, "Dønvig Præstegaard", der var blevet sat op her på Sønderbro Teater.
Den nye censor Jacob Normann (1877-1958) havde også skrevet og oversat en del, og havde også været teaterinstruktør, og det viste sig i årene frem, ikke mindst under 2. Verdenskrig, at Normann var et godt valg til stillingen.

Også på Dagmarteatret havde der været i krise den første halvdel af året, og i slutningen af juni bliver Otto Jacobsen valgt til at stå i spidsen for skuespillernes delingsspil på Dagmarteatret.

Filmprogram.
Filmprogrammet fra Colosseum-biografen,
med resume af handlingen og oversatte
tekster til sangene. (Privateje.)
Og små-teatrenes største trussel, konkurrenten filmen, indledte et nyt angreb, og præsenterede talefilmen.
Da den nyopførte biograf "Roxy" på Godthåbsvej på Frederiksberg her i eftersommeren åbnende, havde biografen fået installeret en talefilmsmaskine, og foreviste den første rigtige talende og syngende spillefilm her i landet, en film der havde originaltitlen "Fox Movietone Follies of 1929".
Umiddelbart efter fulgte "Paladsteatret" med "Show Boat" med Laura La Plante og Joseph Schildkraut i hovedrollerne. Denne udgave af "Show Boat" var ikke en musicaludgave fra Broadway, men en talefilm, hvortil der dog var brugt ledsagemusik af Jerome Kern.
Og næsten samtidig viste biografen Colosseum på Jagtvejen på Nørrebro, tale og syngefilmen "Den syngende Nar", hvori jazzsangeren Al Jolson synger den, i vore dage stadig kendte "Sonny Boy".
Avisernes kritik af, og mening om, dette nymodens fænomen tale og syngefilmen, var behersket, og man udtalte sig med overbærenhed, for, mente man, det var jo ikke det samme som at høre og se skuespillere på en rigtig scene.
At det så var den tidligere skuespiller og teaterdirektør Jacob Jacobsen (1865-1955) der var blevet biografdirektør i Colosseum, gjorde ikke "smerten" mindre.
Hvad også slemt var, mente nogle: tonefilmen ville skadede musikerstanden. Stumfilmspianisterne, ville blive overflødige, og det mente man ville betyde et kulturelt tilbageskridt. Stumfilmsmusik var en hel kunstart for sig selv, ja et helt erhverv.

En teatermæssig meget stor begivenhed indtraf i april 1930, da den legendariske tyske teatermand og instruktør Max Reinhard (1873-1943) fra Berlin, skulle gæsteinstruere Johann Strauss' wieneroperette "Flagermusen" på Det kongelige Teater.
Max Reinhard havde godt et halvt år tidligere, den 8. juni 1929 haft stor succes med sin opførelse af operetten på Deutsches Theater i Berlin.
I København blev der heller intet sparet, det var med skuespillere som Poul Reumert og Bodil Ibsen i hovedrollerne.
Klik og se rollelisten fra "Flagermusen" her...

Denne operette kunne ingen hamle op med, og opsætningen af "Flagermusen" ville uvægerlig trække publikum ud af alle de mindre teatre i hovedstaden.
Max Reinhard havde indlagt et lille ballet-nummer i operetten, som skulle danses af københavnernes daværende ballet-darling, den charmerende Elna Lassen (1901-1930), som en periode havde danset hos Max Reinhard i Berlin.
Denne, årets største teaterbegivenhed, blev fulgt af årets største tragedie senere i september 1930, da den unge populære balletpige fra "Flagermusen", Elna Lassen, lagde sig på sin seng, og skød sig gennem hjertet med en pistol.

"Kammerspilscenen".

Gunnar Hansen.
Gunnar Hansen.
Billede fra avisen Amager Borgerven
den 9. august 1929.
I et interview med Nationaltidende den 13. januar 1929 bliver Gunnar Hansen spurgt hvordan han har båret sig ad med at få teaterbevillingen, og dertil svarer han:
 Ad mange Omveje, svarede den elskværdige unge Idealist - min Bedstefar, den gamle Generalkonsul, havde stærke Teaterinteresser, og min Onkel, Generalkonsul Johan Hansen, har det jo ogsaa i udpræget Grad.
 Jeg har altid haft Kunstinteresse. Naar man har det, holder man af alle Slags Kunst, ligegyldigt om den giver sig Udtryk i Farver, Form eller Toner.
Den unge kommende teaterdirektør Gunnar Hansens far, skibsreder og grosserer Robert Hansen, var død ca. 17 år tidligere, den 19. juni 1912 på Amtssygehuset i Usserød i Nordsjælland. Han var dagen før sin død, den 18. juni 1912, styrtet af hesten på sin morgenridetur.
Han blev kun 48 år gammel. Den afdøde var søn af den gamle chef i C. K. Hansens Dampskibsrederi, grundlæggeren generalkonsul Johan Hansen.

Afdøde grosserer Robert Hansen havde været særdeles afholdt, og været medlem af Grosserersocietets Komité, og af bestyrelsen af Kjøbenhavns Flydedok og Skibsværft, Landbrugslotteriet og Skibshypotekbanken. Og så var han kendt i alle heste og ridesportskredse, og var bestyrelsesmedlem i Klampenborg Væddeløbsbane.
Ifølge dagspressen, (her citeret fra avisen København den 19. juni 1912), var Robert Hansen ved 7-tiden om morgenen redet sin sædvanlige morgentur fra sit landsted "Ma Villa" ved Rungsted, og ned gennem Folehaveskov mod Hørsholm. Øjenvidner fortalte at Robert Hansen pludselig faldt af hesten, som om han havde fået et ildebefindende, og i faldet havde han slået hovedet slemt.
Begravelseshøjtideligheden fandt sted i Kastelskirken på Østerbro i København den 26. juni 1912. Selvom det var ønsket at begravelsen skulle foregå i stilhed, så var der mødt mange op.
Selve begravelsen foregik på Vestre Kirkegård i Valby.
Skibsreder og grosserer Robert Hansen efterlod sig 5 børn, to piger og tre drenge, heriblandt den kommende teaterdirektør her på Sønderbro Teater, Gunnar Robert Hansen.

Rederiet Dannebrog eksisterer stadig, som en del af selskabet Weco Shipping, og har hovedkontor i Rungsted, ved siden af Karen Blixen-museet. Weco Shipping har beholdt dannebrogsflaget i sit logo.

Afdøde Robert Hansen og broderen generalkonsul Johan Hansen havde begge været i ledelsen af C. K. Hansens Dampskibsrederi, der blev til Rederiet Dannebrog.
Gunnar Hansens farbroder, generalkonsul Johan Hansen (1861-1943) var nu en af Danmarks rigeste mænd. Han var skibsreder og politiker, og også minister et par gange. Generalkonsul Johan Hansen var i alle de bestyrelser der var værd at være medlem af. Hans interesser var kunst og teater, og han medvirkede bl.a. til oprettelsen af Teatermuseet og til Søfartsmuseet i Helsingør.

Da Josephine Baker i 1928 havde skabt furore i hele landet, havde en vred præst, Pastor Ege fra den lille Fredens Kirke i Ryesgade på Østerbro, skrevet et forarget indlæg om Josephine Baker, og sendt til direktør Frede Skaarup på Dagmarteatret hvor "Josephine" var blevet engageret og optrådte - et vredt brev som var blevet gengivet i Nationaltidende.
Dette brev efterfulgtes af en hel del indlæg i aviserne, og på Nationaltidende opsøgte man indflydelsesrige personer, for at høre deres mening om "jazz og neger-revyen" på Dagmarteatret.
Blandt disse var selvfølgelig også den indflydelsesrige teatermæcen generalkonsul Johan Hansen, Gunnar Hansens onkel.
Generalkonsul Johan Hansens mening, og nogle af de andre kendte og ansete borgeres mening om Josephine Bakers show, kan læses i Nationaltidende torsdag den 14. juni 1928. Generalkonsul Johan Hansen udtalelse til avisen om Josephine Baker var bl.a.:
 Jeg har aldrig set hende. Og jeg kommer der heller ikke, naar hun nu skal optræde paa Dagmarteatret.
Næ tak... Negerkunst og Negerdans hader jeg som Pesten. Det maa naturligvis blive en Privatsag, hvad man vil synes om hende, men efter min Mening er vi efterhaanden saa forfærdelig langt ude med denne Dyrkelse af Negerkomik og Negerdans baade i Udlandet og herhjemme, at det er ganske horribelt.
På tidsskrift.dk ligger Handels og søfartsmuseet årbog for 1944. Heri er der på de allerførste sider en nekrolog om generalkonsul Johan Hansen og hans betydning for Søfarts Museet.

Da den unge Gunnar Hansen overtog Sønderbros Teater, så lod teaterbevillingen stadig vente lidt på sig. Men Berlinske Tidende kunne den 4. marts 1929 beroligende fortælle, at der ikke er "noget i vejen med Bevillingssagen, men at Bevillingen blot ikke var kommet endnu".
Der var således ingen grund til bekymring om den endnu manglende teaterbevilling. Hvad den erfarne og populære kongelige skuespiller Holger Reenberg ikke kunne få, havde den endnu næsten ukendte unge Gunnar Hansen uden teatererfaring, men med de rigtige forbindelser, selvfølgelig ingen problemer med.
De overordnede tanker bag "Kammerspilscenen".
Logo fra Moskva Kunstnerteater.
Moskva Kunstnerteater. Logo.
Kammerspilscenen.
"Poesiens gyldne Fugl".
Kammerspilscenens logo.
Den unge Gunnar Hansen indleder sit teatermæssige eventyr, som direktør for "Kammerspilscenen", med en dobbeltsidet artikel i tidsskriftet "Teatret", 29. årgang, sæsonen 1929-30, side 14 og 15, hvori han fortæller om sine ambitioner og sine kommende planer.
Gunnar Hansen skriver mange "store ord" i artiklen, der kan summeres sammen i disse få sætninger i artiklen:
 Nu gælder det ikke mere om at smigre Publikum, der kun blir tidobbelt lunefuldt, som et forkælet Barn, det gælder ganske simpelt om at sie: I tar Fejl, hvis I tror, at vi skal følge Jer! Det er Jer, der skal følge os, som viede vort Liv til at skelne mellem Guld og Glimmer.
Den unge teaterdirektør Gunnar Hansen havde store forbilleder og store ambitioner. Projektet her med Sønderbros Teater var at skabe en pendant til "Moskva Kunstnerteater", hvilket vil sige: et sted, en lille intimscene, hvor der målrettet skulle satses på seriøs og ægte skuespilkunst.

Vladimir Nemirovitj-Dantjenko (1859-1943) og Konstantin Stanislavskij (1863-1938) havde i 1898 oprettet "Moskva Kunstnerteater", hvor åbningsforestillingen i Moskva den 14. oktober 1898 var et skuespil af Aleksey Konstantinovich Tolstoy: "Tsar Fedor Ioannovich".
Gunnar Hansen havde beluttet at åbningsskuespillet på hans egen scene, "Kammerspilscenen", også skulle være et skuespil af Aleksey Konstantinovich Tolstoy, nemlig skuespillet "Elskov, en gylden bog".

Samme år som "Moskva Kunstnerteater" åbnede, i 1898, havde Anton Tjekhovs skuespil "Mågen" premiere på "Moskva Kunstnerteater", og til denne premiere var der brugt en stiliseret måge, et datidens "logo", i forbindelse med opførelsen af skuespillet.
"Mågen" som skuespil, og også som logo, blev i dobbelt forstand en formidabel succes i Moskva, så logoet af "mågen" blev hængende ved teatret i Moskva, så selv i vore dage symboliserer måge-logoet "Moskva Kunstnerteater".

Også denne ide med en fugl som "logo" kopierede Gunnar Hansen.
Han designede sin egen fugl, en spurvehøg, som blev brugt som logo i reklamer og på programmer, et logo som også blev malet på scene-fortæppet i teatersalen på "Sønderbro".

To måneder efter at bevillingen gået i orden, den 2. juni 1929, kan Berlinske Tidende igen fortælle at:
  Teaterdirektør Gunnar Hansen meddeler os, at han fra næste Sæsons Begyndelse vil kalde Sønderbro Teater "Skuespilhuset".
Men Gunnar Hansen fortrød navnet "Skuespilhuset" og "omdøbte" teatret endnu en gang, og traf den endelige beslutning om, at fremover skulle Sønderbro Teater hedde "Kammerspilscenen".

Teatret var i sommerens løb blevet malet og istandsat indvendig, og der var købt nye stole, og så afskaffedes serveringen og tobaksrygningen igen.
Den tidligere teaterdirektør Carl Alstrup havde også afskaffet servering og tobaksrygning, men da Alstrup stoppede, så blev det tilladt at ryge og drikke under opførelsen af Muusmanns "De Ulykkelige", men nu var det igen slut.

I en anmeldelse i Amager Borgerven den 13.september 1929 nævner forfatteren Orla Ramsøe lidt mere om den forvandling der var sket med teatret i løbet af sommeren, for at skabe et nyt udseende:
 Fire hvide florentinske Buster skinnede fra Logernes Baggrund. Orkesterpladserne viste nye magelige polstrede Lænestole, Serveringshylderne var forsvundne, alle Farver fint afstemte, og et smagfuldt Fløjlsdrapperi med en symbolsk Fugl dækkede for Scenen. Man befandt sig vel og stemtes til Andagt.
Avisen Aftenbladet indleder sin anmeldelse, lørdag den 7. september 1929, med også at fortælle lidt om de fysiske ændringerne der havde fundet sted i teatret:
 Brændende Offerskåle paa det gamle Sønderbro Teater, de gamle Kontrollører i nye lyseblaa Uniformer med Poesiens gyldne Fugl i Kasketten, er Statue af Fader Holberg i Vestibulen, det var det første Indtryk, man modtog i Aftes.
 Omvæltningen understregedes yderligere, da man kom ind i Salen, som var omkalfatret, malet i lyseblaa Farver, Orkesterpladserne udstyret med nye, magelige Stole, Marmorbuster langs Væggene i Orkesterlogen, og et nyt sort Fortæppe, hvor man atter traf Poesiens gyldne Fugl.
Gunnar Hansens moder, Sara Margrethe Fallesen (1863-1935), var datter af den berømte billedhugger Johan Carl Heinrich Theobald Stein (1829-1901). Billedhugger Stein var således Gunnar Hansens morfader.
En hel del af billedhugger Steins statuer var, og er stadig, opstillet rundt omkring, f.eks. "Niels Juel" statuen i Holmens Kanal, "Suenson" ved Nyboder, og ikke mindst "Holbergstatuen" foran Det kongelige Teater.
I familiens eje fandtes en kopi, et forarbejde, en model, af denne Holbergstatue, og den havde Gunnar Hansen fremskaffet, og denne model af "Fader Holberg" havde Gunnar Hansen opstillet i "Kammerspilscenens" vestibule.

Den 1. august 1929 var prøverne begyndt på teatret. Godt en måned senere, den 6. september, var det planlagt at åbne sæsonen med Aleksey Konstantinovich Tolstoy's "Elskov, en gylden Bog".

"Kammerspilscenen" indførte en abonnementsordning, hvor der kan købes billetter til mindst 4 forestillinger. Orkesterpladserne, der normalt koster 5 kroner, koster i abonnement kun 3 kroner.
Bagerst i salen, på 2. parket, er normalprisen 1 krone og 75 øre, i abonnement er prisen kun 1 krone og 25 øre.
Ydermere blev der indført forskellige billetpriser, hvor den billigste billet fremover kun skal koste 50 øre, hvilket var billigere end biografernes billigste billetpriser.
Nu skulle der også konkurreres med biograferne.

Skuespilpersonalet kom til at bestå af Gudrun Lohse, Valborg Voss-Christensen, Clara Schwartz, Jenny Larsen, Ellen Margrethe Stein, Otto Lagoni, Valdemar Lund, Johannes Andersen, Alfred Arnbak, Vilhelm Henriques, Miskow Makwart og Poul Juhl.
Gunnar Hansen agtede ikke selv at instruere, men han ville selv oversætte en del af de planlagte skuespil, samt tegne dekorations og kostumeskitser.

Med teatrets endelige navn "Kammerspilscenen" viste det sig hurtigt, at denne "intimscene" planlagde at opføre skuespil der var Det kongelige Teater værdige.

Skuespil opført på Kammerspilscenen .

"Elskov, en gylden bog". Premiere september 1929.
Teaterprogram.
Forsiden på et af sæsonens teaterprogrammer.
Layoutet er strengt klassisk, næsten perfekt,
og med "Poesiens gyldne Fugl" som blikfang.
Tilhører Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv.
Komedie af Aleksey Konstantinovich Tolstoy (1817-1875), russisk dramatiker. Gunnar Hansen havde selv oversat og bearbejdet skuespillet fra russisk.
Skuespillet havde premiere på Sønderbro Teater, nu kaldet Kammerspilscenen, den 6. september 1929.
Handlingen foregår på en fyrst Ivans Gods i Rusland i år 1771.

De medvirkende skuespillere var: Valborg Voss Christensen, Gudrun Lohse, Ellen Margrethe Stein og Jenny Larsen. Samt Otto Lagoni, Alfred Arnbak, Valdemar Lund, Poul Juhl og Miskow Markwarth

Om selve skuespillet var anmelderen og forfatteren Orla Ramsøe ikke ubetinget begejstret.
Men om selve opsætningen fortæller Orla Ramsøe i Amager Borgerven den 13.september 1929:
 Alt det Ydre virkede prægtigt. Dekorationerne var pragtfulde, navnlig 2. Akt tog ganske Vejret fra Folk og fremkaldte stor Applaus. Musikken for Violin (Knud Lynge) og Spinet (Carl Larsen) stemningsfuld og alt Kontemtum, Fuglekvidder, Urspilleværk, Fjerboldspil, Vippeture o.s.v. i skønneste Orden. Stemningen var præcist og nøjagtig anslaaet.
Nationaltidende skriver bl.a. i sin anmeldelse lørdag den 7. september 1929:
 Kunstens hellige Ild brændte i Aftes paa Sønderbros Teater, som var blevet forvandlet til en Kammerspilscene. Udvendig brændte Ilden rent bogstavelig i et Par Trefødder oppe paa Taget, og indvendig brændte den i den nye Direktør Gunnar Hansens Hjerte.
Nationaltidende fortæller endvidere, at tilskuerpladserne var malet "med matte kønne Farver og prydet med gyldne Friser".

Nationaltidende nævner også nogle af personerne blandt det fremmødte publikum.
Bl.a. sås Minister Zahle og fru Borgbjerg, som måtte varetage sin mands repræsentationsforpligtelse medens han var i Genève. (Frederik Borgbjerg var undervisningsminister i disse år.)
Desuden var der den tidligere direktør for Det kongelige Teater William Norrie, professor Hans Brix og frue, forfatterforeningens formand Sophus Michaëlis og frue, generalkonsul Johan Hansen og frue (teaterdirektør Gunnar Hansens farbroder).
Desuden forhenværende censor og forfatter P. A. Rosenberg, borgmester Ernst Kaper, som bl.a. var borgmester for kultur på Københavns Rådhus, skuespillerforbundets formand Knud Rassow, sceneinstruktør Egil Rostrup, samt fru Else Skouboe der i disse år var skuespillerinde på Det kongelige Teater. Og så var der skuespillerinden frøken Grete Bendix, som også var skribent, bl.a. for ugebladet "Tidens kvinder".
Med dette fremmøde mindede "Kammerspilhuset" om en filial af Det kongelige Teater paa en premiereaften.

Skuespilleren og tegneren Valdemar Møller var til stede under en af opførelse af "Elskov, en gylden bog", og Det kongelige Bibliotek har lagt en af tegningerne forestillende Otto Lagoni i rollen som "Ægtefællen" på Nettet.

Publikum-tilstrømningen havde ikke været så stor som man havde håbet - og forventet - så kun to uger efter der havde været premiere på "Elskov, en gylden bog", måtte teatret sætte det næste planlagte skuespil op.
"Tragedien om Nan". Premiere 24. september 1929.
Scenebillede.
Scenebillede fra Kammerspilscenens opførelse af "Tragedien om Nan".
Fra tidsskriftet "Teatret", oktober 1929, side 24.
Johan Masefield's (1874-1967): "The Tragedy of Nan", eller blot "Nan", oversatte Gunnar Hansen også selv, og gav skuespillet titlen "Tragedien om Nan".

"The tragedie af Nan" var blevet uropført på New royalty Theatre i 1908, instrueret af skuespilleren, instruktøren og forfatteren Harley Granville-Barker (1877-1946). Skuespillet, som var bygget over en sand historie, var hurtigt blevet populært.
New Royalty Theatre, der lå på 73 Dean Street i Soho i London, åbnede i 1840. Fra begyndelsen af 1890'erne satsede teatret på datidens moderne skuespil, heriblandt Ibsen.
Det var også på New Royalty Theatre at "Charleys Tante" havde været en succes, som også var blevet opført her på Sønderbros Teater allerede i 1903.
Også Terrys skuespil "Manden der blev Hjemme", der blev opført her på Sønderbros Teater i 1916, havde været en stor succes på New Royalty Theatre.
Teatret lukkede i 1938, og blev revet ned i 1953.

I en af anmeldelserne i The Daily News, onsdag den 3. juni 1908, efter en af de originale opførelser i London, fortælles der lidt om den originale handling i "Nan":
 "Nan" brings tears to the eyes. There is pity in this tragedy of the poor girl who has to submit to the daily insults of her aunt because she is the penniless daughter of a man who had been hung for stealing a sheep.
 There is poetry in the simplicity of her love for the self-indulgent Dick Gurvil, and intense pathos in her abandonment of despair when he turns from her on hearing of her father's disgrace. By degrees Nan's force of character makes tragedy of these sordid circumstances.
 She does not sit quietly down with her wrongs, nor turn her face to the wall in silence, but is in revolt against the injustice of her life. She turns on the sneaking cold, little Jenny Pargetter, whom Dick Gurvil means to marry as soon he hears his father will give him money for the purpose. With an intensity of passion which frightens the shallow nature into a fit Nan rends Jenny's soul to pieces. With simple dignity and telling scorn she receives the news of her father's proved innocence and the fifty pounds reparation granted by the Home Office. With growing passion, she has her last scene with the bullying aunt, and then, as a climax, she deals with Dick, who soon shows that his desire to be well again in Nan's graces is prompted by the wish to handle her fifty pounds.
 In a speech of telling dramatic intensity Nan accuses Dick of being a selfish sensualist, whose pleasures are gained at the price of the happiness of women. In certain circumstances a woman might feel that loyalty to her sex demands the death og a man who has abused women, and whom future life will probably be a series of the same kind of soul murder. But Dick has not gone so far as that, after all, and Nan's slaying of him seems unnecessary and unprepared.
 The tragic atmosphere of this last act is wonderfully heightened by the old fiddler's description of the wonders of the "bore" on the Severn, and by his sympathy with Nan. He acts as a Greek chore to her woes, and with her stands with an intensity of love of which the others know nothing.
Annonce i Teatret.
Annonce i tidsskriftet "Teatret".
Nummer 2, oktober 1929.
Avisen Morgenbladet i København har mandag den 23. september 1929 interviewet teaterdirektør Gunnar Hansen, det er dagen før premieren, og avisen har dette lille referat fra samtalen:
 I Morgen kommer Kammerspilscenens anden Premiere i denne Sæson - vel nok noget før end beregnet. Men til Gengæld ligger Forestillingen paa et højt litterært Niveau og har en Fortid, der varsler vel, idet den har været en af de store Begivenheder i den anglo-saksiske Teaterverden.
 Tragedien om Nan, fortæller Gunnar Hansen, er et lyrisk Drama, der betegnede Forfatteren John Masefields store Gennembrud i det engelske Teaterliv da den blev fremført i 1908 forøvrigt paa samme Teater, hvor baade Bernard Shaw og Galsworthy havde deres Gennembrud.
 Det udspilles paa en lille Farm i Aaret 1810 og handler om en ung Pige, hvis Fader er blevet hængt for et Faaretyveri - og der ligger forøvrigt en virkelig Begivenhed til Grund for Dramaet.
 Nan spilles af Frk. Schwartz, hendes Plejeforældre af Johs. Andresen og Gudrun Lohse, Plejesøsteren af Jenny Larsen, hendes Elskede af Poul Juhl og en gal Spillemand af Alfr. Arnbak. Selv har jeg baade oversat og iscenesat Stykket, der danner en afgjort Kontrast til "Elskov, en gylden Bog ", der skildrer Kærlighedens lyse Sider, medens denne Tragedie giver et Billede af dens dybe Sorgers Skygger.
Samme avis, Morgenbladet skriver to dage senere, onsdag den 25. september 1929, i begyndelsen af avisen en anmeldelse af skuespillet bl.a.:
 Der er ingen Tvivl om, at den nye Scene paa Sønderbro er ved at drage en voksende Skare Trofaste til sig. Den gode Vilje hinsides Rampen mødtes straks i Aftes med en tilsvarende Stemning dennesides, og hvad bedre er, de velvillige Forventninger blev paa næsten alle Punkter overtrufne.
 Valget af Skuespillet var paa én Gang modigt og forstaaeligt. Modigt, fordi Gennemsnittet af bedærvede Teaterrotter ufortøvet vil varsle Nederlag for den, der byder vort forkælede og overkildne Publikum en Handling, hvor alt er sort i sort, hvor Ondskaben og Lumpenheden, der driver Heltinden ud i Hævnmord, og Selvmord, næppe oplives af et Strejf af Humor, og hvor kun den retfærdige Straf over Sletheden er et forsonende Element.
"Brændende Breve". Premiere oktober 1929.
Lokalavisen Amager Borgerven fortæller den 25. oktober 1929, at den kommende tirsdag, den 29. oktober, bliver der en dobbeltpremiere på Kammerspilscenen.
Annonce.
Skuespillet udkom allerede på
Gyldendals Forlag i 1891.
Avisen Dagbladet den 20. december 1891.
Først Gnedich's enakter "Brændende Breve" med Thora Schwarts i den ene hovedrolle, efterfulgt af Holbergs "Don Ranudo de Colibrados" hvor det er Otto Lagoni der har den ene hovedrolle.

Der var egentlig ikke nogen aktuel anledning til at Gunnar Hansen vælger at opføre Gnedichs lille fine russiske skuespil.
Det var ganske vist kun omkring fire år siden at Gnedich døde, men det store kendskab til ham havde man ikke her i landet, og oversætteren og gendigteren Thor Lange (1851-1915) var død femten år tidligere.
Men Gunnar Hansens valg af et af Gnedich's skuespil kan skyldes, at i Rusland blev Gnedichs mange små skuespil sammenlignet med Anton Tjekhovs mange små skuespil. Så valget af skuespillet må tillægges Gunnar Hansens egen interesse for russisk litteratur.
Fortællemæssigt kan man ikke helt sammenligne de to forfattere Gnedich og Tjekhov. F.eks. er de fire noveller i novellesamlingen herunder til højre ikke helt sammenlignelige med Tjekhovs noveller.

Titelbladet.
Titelbladet på en novellesamling af Piotr Gnedich.
Udgivet af Gyldendal i 1894. (Privateje.)
I anmeldelsen af skuespillet skriver Nationaltidende bl.a. den 30. oktober 1928:
 Den lille Ting fra Dagmarteatrets Fortid, Gnäditschs "Brændende Breve" i Thor Langes Gengivelse, er et udmærket Supplement til et velvalgt, smagfuldt Kammerspilrepertoire. To, der har elsket hinanden engang, mødes for at gøre op og brænde de udvekslede Breve. Brevenes glemte Stemning griber dem imidlertid, og de føres sammen paany.
 Gunnar Hansen havde givet dette lille Spil den mest besnærende Ramme - i det hele er Scenebilledernes høje Kvalitet jo Foretagendes betydeligste personlige Indsats til Dato - og Frk. Clara Schwarts og Hr. Poul Juhl markerede smukt og smagfuldt Følelsesskalaen hos de to.
 Naa, det gode Resultat af denne lille Opførelse havde man paa Forhaand kunnet regne med.
P. Gnäditzch (1855-1925), på russisk: Пётр Петро́вич Гне́дич.
Disse russiske personnavne er gennem tiderne stavet forskelligt. I nutiden er forfatteren i Vesten endt med at blive stavet Piotr Petrovitch Gnedich.
Gnedich blev født i Sankt Petersborg den 30. oktober 1855, hvor han også døde 69 år gammel, den 18. juli 1925.
Gnedich var forfatter, oversætter, og direktør for en teatergruppe i Skt. Petersborg, hvortil han selv skrev nogle af sine små skuespil.

Thor Lange, som havde oversat "Brændende Breve", gjorde i mange år en stor indsats for at udbrede ruslands, og andre slaviske sprogs, litteratur, noveller og digte.
Thor Langes "Fra Rusland - Skildringer og stemninger" ligger på "Project Runeberg". Heri er en del af Thor Langes mange russiske gendigtninger.
I "Fra Rusland" er der også gendigtninger af digte af Aleksey Konstantinovich Tolstoy, hvis skuespil "Elskov, en gylden bog" var det første skuespil der blev opført på "Kammerspilscenen" i september 1929.
Nummer 2 af disse Aleksey Tolstoy-digte fra "Fra Rusland", i Thor Langes oversættelse, er "En Rand af diset Hede", som Lange-Müller (1850-1926) efterfølgende gjorde til en meget smuk sang, en sang som vel må siges at tilhøre det bedste fra den danske sangskat:
En Rand af diset Hede mod Aftenhimlen bæver,
Det damper over Søen af Taage Myg og Lind,
Og frem af bløde Skygger i bløde Linjer svæver
Dit milde Billed for mig i det milde Maaneskin.

Din friske Mund jeg kjender og dine fine Hænder
Og Flætningen, som klapper Dig kjælende på Kind,
Men blinkende med Guldstøv en ukjendt Flamme brænder
I dine milde Øjne i det milde Maaneskin.
"Don Ranudo de Colibrados". Premiere oktober 1929.
Samme aften, efter opførelsen af Gnedichs lille enakter "Brændende Breve", havde også Ludvig Holbergs "Don Ranudo de Colibrados - eller Fattigdom og Hoffærdighed" premiere på Kammerspilscenen, tirsdag den 29. oktober 1929.
Don Ranudo fra Statens museum for Kunst.
Statens Museum for Kunst har lagt dette scenebillede på Nettet fra en tidlig
Holbergopførelse af "Don Ranudo de Colibrados" 5. akt, 4. scene, malet af
C. A. Lorentzen (1761-1828). Billedet er frit tilgængelig.
"Don Ranudo de Colibrados" havde været opført jævnligt på Det kongelige Teater fra midten af 1700-tallet og et par årtier ind i 1800-tallet. Nogle få opførelser havde så fundet sted i begyndelsen af 1894, men ellers var skuespillet i det store og hele glemt, før premieren her på "Kammerspilscenen".

Handlingen i skuespillet udspiller sig i 1700-tallets Spanien, hvor Don Ranudo de Colibrados og hans kone Donna Olympia lever i stor fattigdom, selv om de er ud af en adelig slægt.
Familienavnet er deres eneste eje, så for at holde det i hævd, lever de hellere sultne og fattige.
Ranudo de Colibrados og Donna Olympias dårlige økonomiske situation kan imidlertid forbedres, hvis de lader deres datter gifte sig med den rige, men desværre slet ikke så fine Gontzales de las Minas. Men det vil de ikke, så hellere fattigdom.
Dette udgangspunkt starter en række forviklinger, som ender med at de to unge alligevel bliver gift, til fortrydelse for Ranudo de Colibrados og Donna Olympia, som til slut drager i kloster af bare ærgrelse.

Lokalavisen Amagers Blad indleder sin anmeldelse i avisen fredag den 1. november 1929 med at skrive:
 Man maa Beundre Direktør Gunnar Hansens Vovemod ved at forsøge paa at nyskabe Holberg - oven i Købet en af hans allervanskeligste Stykker, der i mere end en Menneskealder har været uspillet, saaledes at selv Statsscenen har ladet Opgaven uløst, maaske netop i Erkendelse af dens Uløselighed.
 Den unge Direktør har saavel i Program som i Tekstbog meget smukt motiveret Tilstedeværelsen af Stykket paa Kammerspilscenen, og der vil sikkert være Kendere og Elskere af Teatrets Kunst, der vil følge ham i disse Betragtninger - forhaabentlig tilstrækkelig mange til at dele hans Naturlige Glæde over denne ukendte Holberg, der i Kraft af sin dybe, rige Menneskelighed har mere end blot Kuriositetsinteresse.
At spille Holberg har altid været svært, og kræver nogle perfekte kulisser og erfarne skuespillere.
For at komme væk fra det traditionelle syn på Holbergopførelser, og formentlig også for at fjerne noget af sammenligningsgrundlaget med andre Holbergopførelser, så havde Gunnar Hansen flyttet handlingen til nutidens Spanien, og med skuespillerne iført nutidens tøj.

Skuespillet "Don Ranudo de Colibrados" ligger på websiden Ludvig Holbergs skrifter til fri læsning...
"Ved Rigets Port". Premiere november 1929.
Scenebillede fra opførelsen.
Jenny Larsen som Elina Kareno - Poul Juhl som Ivar Kareno.
Lokalavisen Amagers Blad fredag den 22. november 1929.
Så fulgte skuespillet "Ved Rigets Port", som blev opført på Kammerspilscenen første gang tirsdag den 19. november 1929.

Knut Hamsuns (1859-1952) "Ved Rigets Port" var udkommet som bog i 1895 i København, på P.G. Philipsens Forlag.
Skuespillet blev førsteopført på Christiania Teater i Oslo den 28. oktober 1896.
Ved en senere opsætningen af skuespillet på Nationalteateret i Oslo i 1908, hvor den næsten 50-årige Hamsun selv instruerede, mødte Hamsun første gang den 22 år yngre norske skuespillerinden Marie Andersen (1881-1969). Hun havde en af rollerne i skuespillet, og Hamsuns første ord til hende siges at have været:
Gud, hvor er De dog pæn, pigebarn!
Knut Hamsun og Marie giftede sig året efter - i 1909.

"Ved Rigets Port" er den første del af en trilogi, hvor de to efterfølgende skuespil har titlerne "Livets Spil" og "Aftenrøde".
Skuespillet er skrevet lidt i Bjørnson og Ibsen stil, om Eneren der trodser flertallet - systemet.
Handlingen er om en ung videnskabsmand, Ivar Kareno, der sætter sig op imod den gængse lære på universitetet, og som bukker under i striden, fordi han ikke vil følge flertallet der føjer sig, og "går over til fjenden".
Men der er flere indviklede aspekter i skuespillet.
Professoren, som i skuespillet repræsenterer systemet, "fjenden", er ikke kun fjende, men går i modsætning til "systemet" også ind for kvindesagen og stemmeretten. Indflettet i disse universelle temaer er også hovedpersonen Ivar Karenos økonomiske problemer, og hans forhold til sin kone, som ender med at forlade ham.
Avisen Klokken 5, onsdag den 20. november 1929, skriver i sin meget korte anmeldelse blandt andet:
 Der er selvfølgelig mange og kloge Ting i et Skuespil af Hamsun, og Gunnar Hansen, der selv er en Ener mod de mange, har sat Stykket op med Omhu og Pietet for Nordens største Digters Ungdomsarbejde, og Gunnar Hansen fortjener at Strømmen gaar mod Sønderbro.
Aftenbladet er kritisk i anmeldelsen samme dag, den 20. november 1929, og skriver blandt andet, at det ikke var uinteressant at gøre bekendtskab med Knut Hamsun som dramatiker,
 ...men efter at have set "Ved Riget Port", forstaar man bedre, at der er gaaet 34 Aar, før denne Komedie er kommet frem på en dansk Scene.
Anmeldelsen i Aftenbladet slutter sin anmeldelse med:
 Men Iscenesættelsen var, som altid paa dette Teater, mønsterværdig. Der lød kraftig Bifald, straks da Tæppet gik for første Akts Havedekoration med Udsigt til solbeskinnede snedækte Bjergtoppe, og Stuen, i hvilke de sidste Akter spilledes, var nydeligt og fikst sat op.
 I Iscenesætterkunsten var der intet, der svigtede, men det er jo desværre ikke gjort med det alene.
Knut Hamsun var blevet 70 år den 4. august dette år, og var en tur i København i denne sensommer. Men Hamsun blev her kun denne ene augustdag, selvom det havde været 20 år siden han sidst havde besøgt den danske hovedstad.
Hamsuns besøg havde selvfølgelig rygtedes, og de danske aviser og pressefolk strømmede til. Men Knut Hamsun var en meget sky person der afviste alle pressefolk med "en afværgende Haandbevægelse og et vrissende: Lad mig være i Fred".

Social-Demokraten fortæller torsdag den 26. september 1929, at Hamsun og fru Marie Hamsun var ankommet i bil, og var taget ind på Turisthotellet på H. C. Andersens Boulevard. Her havde Hamsun indskrevet sig som "Gaardbruger Knut Hamsun fra Grimstad".
Om eftermiddagen gik Hamsun-parret en spadseretur rundt i København. Men ved tilbagekomsten til hotellet blev parret mødt af en flok pressefolk, og dette fik straks Hamsun-parret til at pakke deres kufferter, hvorefter de forlod hotellet - og ingen vidste hvorhen de kørte.
Det vides således ikke om Knut Hamsun mødtes med Gunnar Hansen, men en eller anden form for kontakt har der været, mundtlig eller skriftlig, for Gunnar Hansen skulle have rettighederne til opførelsen af "Ved Rigets Port".
Gunnar Hansen, kom ikke så langt i sin tid som teaterdirektør, at han nåede at planlægge opførelser af de to sidste Hamsun-skuespil i trilogien.

"Ved Rigets Port" er lagt på archive.org...

Ca. ti år herefter kom Knut Hamsun i konflikt med det norske samfund, da han under 2. Verdenskrig, som næsten 80-årig, udviste beundring for Hitler og grundlæggeren af det norske nazistparti Vidkun Quisling.
Efter krigens afslutning i 1945 blev Hamsun retsforfulgt, og dømt til at betale erstatning.

Der er fortalt lidt om Knut Hamsun i Norsk biografisk leksikon...
"I Ravnekrog". Premiere december 1929.
Scenebillede.
"Frierscenen", Jenny Larsen og Makwarth og Poul Juhl.
Avisbillede fra Amagers Blad den 13. december 1929.
August Friederich Ferdinand von Kotzebue's (1761-1819) "I Ravnekrog" havde premiere på "Kammerspilscenen" ca. tre uger senere, den 6. december 1929.
Skuespillet havde allerede i begyndelsen af 1800-tallet være opført på Det kongelige teater, men her på Kammerspilscenen var det i en version der var oversat og gendigtet af forfatteren Sophus Schandorph.

Et af de første steder datidens teaterdirektører "kiggede hen" for at hente inspiration var Berlin. Herfra kom størstedelen af datiden operetter, som også Sønderbro Teater, før Gunnar Hansens tid, havde opført nogle af.
Men også indenfor det moderne teater var det i Berlin "det skete", hvor det især var Max Reinhard (1873-1943) der var den helt store teaterpersonlighed og fornyer.
Reinhards betydning for de nye strømninger i Europa var dengang enorm. Max Reinhard opførte ikke kun alt det nyeste europæiske, men satte også gamle glemte klassikere op i nyfortolkninger, og det med stor succes.
Da Max Reinhard døde i 1943, havde han stået bag opførelsen af omkring 600 skuespil.
Det blev da også antydet, at Gunnar Hansen havde "skævet til Berlin", da han valgte dette glemte skuespil af denne glemte forfatter til sin nye eksperimentalscene, Kammerspilscenen på Amager, for Max Reinhard havde også haft succes med at opføre von Kotzebue i Berlin.

Her er et meget kort resume af skuespillets handling:
En ung mand, hr. Olmers, kommer til "Ravnekrogen" en lille flække langt ude på landet, for at fri til landsbyens borgmesters datter, som han har truffet i København.
Med sig har den unge mand anbefalinger fra højeste sted.
I landsbyen troede man først at den fine unge mand var mindst selveste Kongen, og man bukker og skraber for ham. Men så opdager man, at han kun er en forfinet hr. Olmers, og så har man kun foragt tilover for ham. Til sidst lykkes det dog hr. Olmers, trods alle besværligheder, at vinde borgmesterens datter.
Skuespillets morsomme hovedscene var en gade ved nattetide hvor alle de medvirkende personerne løber rundt i undertøj og nattøj.

Lokalavisen Amagers Blad, er fredag den 13. december 1929 lidt utilfreds i deres anmeldelse, og mener at fire lange akter var for meget, og at skuespillet burde have været skåret ned til tre akter. Forestillingen varede til klokken 23, som var mindst en time for meget.
Om alle hovedrolleindehavernes præstationerne fortæller lokalavisen lidt om hver enkelt skuespiller:
 Stærkt, klogt og myndigt stod Fru Gudrun Lohse som Slægtens Ældste, en Præstation man i Aftenens brogede Væld af indtryk maa mindes med ganske særlig Glæde. Hendes Diktion og Maske var fortræffelig, en Figur af virkelig Monumentalitet.
 Desværre svigtede Valdemar Lund ganske som Borgmesteren og var brovtende hvor han skulde være storagtig. Det var en oplagt Rolle for Otto Lagoni, der er spædere; men til Gengæld mere ægte i sine Virkemidler.
 Datteren Sabine, den listige - Kotzebues Pernille - blev udført i et moderne, næsten forrygende Tempo af Fru Jenny Larsen, der forlængst har indfriet de Løfter hun gav hos Tolstoi, Masefield og Hamsun. Fruen staar som en af de sikreste og alvorligst arbejdende inden for sit Felt og er en af det unge Ensembles vigtigste Støtter.
 En ligeledes fortræffelig Præstation var Vilhelm Henriques litterære Urtekræmmer m.m., en glimrende Studie.
 Ravnekrogens Karikatur i dens groveste Form, var Frk. Ellen Margrethe Stein, der absolut fortjente den Belønning der laa i Publikums glade Latter, hver Gang hun viste sig.
 Hvert lille Træk - og der var mange - var ubeskrivelig morsomme og dannede tilsammen Aftenens egentlige og eneste Humor, og blev bravt suppleret af Fru Voss Christensen.
 Støjende, larmende og gestikulerende over al Maade, efter daarligste Holger Grabrielsenske Forskrifter var Miskow Makwarth dog morsom som Aftenens uheldige Frier. Ligesom Ellen Margrethe Stein tog han Publikum, og de to holdt Stemningen paa de Højder, hvor den af og til var tilbøjelig til at dale ned fra.
 Poul Juhl som den unge Elsker, der sætter Ravnekrogen på den anden Ende, havde en god Aften og klarede sammen med Jenny Larsen og Makwarth en saare vanskelig Frierscene, saaledes at der blev Stilhed paa Tilskuerpladsen, en Stilhed der betød at Kunsten gæstede det Tempel den er viet til.
August Friederich Ferdinand von Kotzebue (1761-1819) var en meget produktiv skribent og skuespilforfatter, og en del af hans skuespil var også populære i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet.
Da von Kotzebue's "Sämtliche dramische Werke" udkom i 1827-29, så fyldte de 44 bind.

Kotzebue var egentlig advokat i Weimar, med speciale i russiske anliggender, og det blev hans skæbne. Han blev myrdet af en ung student, Karl Sand, der mistænkte Kotzebue for at være spion for den russiske Zar Aleksandr den 1.
Den russiske Zar Aleksandr den 1. havde været Napoleons modstander, og sejrherren, i slaget om Moskva, og havde under Wienerkongressen i 1814-15, spillet en stor rolle i forhandlingerne efter Napoleonskrigene.
"Urolige Sind". Premiere 1. januar 1930.
Annonce.
Annonce i tidsskriftet "Teatret".
Nummer 5, januar 1930.
Frimærke.
Irsk frimærke
udgivet i 1971.
i anledning af
Sygnes 100-årsdag
(Privateje.)
Når Gunnar Hansen satte tre af John Millington Sygnes (1871-1909) skuespil op på "Sønderbro", som Gunnar Hansen selv havde oversat og dramatiseret, så må det betegnes som kunst for feinschmeckere, og selv i vore dage, 2019, vil de fleste danskere undrende spørge: hvem er han?
Er man irsk-fanatiker, så har man selvfølgelig læst James Joyce's roman "Ulysses", hvorefter man har "kaster sig over" de andre irske forfattere som f.eks. Seán O'Casey (1880-1964) og Liam O'Flaherty (1896-1984) og John Millington Sygne (1871-1909).

Gunnar Hansen interesse for den irske forfatter John Sygne må ses på baggrund af den aktuelle irske samtidshistorie, som ofte havde givet næring til avisernes forsider. Efter nederlaget i Påskeopstanden i 1916, hvor de irske republikanere forgæves havde forsøgt at tilkæmpe sig uafhængighed fra Storbritannien, var modstanden mod England steget så voldsomt, at ved det engelske valg i december 1918 vandt Sinn Féin en stor sejr. Efter valgsejren, i begyndelsen af 1919 mødtes de vindende irske politikere og dannede "Dáil Éireann", Det Irske Underhus, i Dublin, og vedtog uafhængighedserklæringen. Det gav ikke fred, og Irland forblev fremover et stridens knudepunkt.

John Millington Sygne var oprindelig lige så meget europæer som han var irlænder, og som ung var Sygne da også rejst til Tyskland og Frankrig for at studere historie og musik.
I Paris mødte Sygne den berømte irske digter William Butler Yeats (1865-1939), og Yeats opfordrede Sygne til at rejse tilbage til Irland igen, og drage helt ud på Aran-Øerne, og der på disse øer hente inspiration til ægte irske skuespil og fortællinger.
Det gjorde John Sygne - rejste hjem og drog over til den irske vestkyst - og derude i det vestlige Irland, lyttede Sygne til de lokales tale, og hentede stof til sine skuespil.
På Aran-øerne gjorde John Sygne notater, og skrev også bog om øerne, "The Aran Islands" som udkom i 1907.

A playboy of the western Wold.
Titelbladet fra 1907 udgaven. Genudgivet
igen i 1912. (Privateje.)
På Aran-øerne i Galway-bugten, der hvor Atlanterhavet begynder, der levedes livet endnu som det altid havde gjort det, næsten helt upåvirket af den snigende vestlige indflydelse.
Derude fandtes endnu det rå og ægte Irland, det "irske vanvid", som måske bedst kan illustreres ved at gengive handlingen i Sygnes populæreste skuespil "The Playboy of the Western World". Det er Sygnes andet skuespil og det havde premiere Abbey Theatre i Dublin den 26. januar 1907.
I "The Playboy of the Western World", er handlingen følgende:
I det vestlige Irland dukker en ung mand, Christy Mahon, op i Flahertys kro. Her fortæller han pralende, at han er efterlyst for at have slået sin egen far ihjel.
Alle er imponeret over hans dristighed, og han bliver betragtet som en stor helt, og et par af pigerne, kroværtens datter og barpigen, forelsker sig i den modige unge mand.
Men det viser sig at faderen ikke var død, men kun var blevet såret, og da faderen pludselig dukker op på kroen, så mister Christy Mahon fuldstændig sin heltestatus.
Så Christy Mahon beslutter at slå faderen hjel en gang mere, for at genoprette sin tidligere anseelse.
Men da byens beboere opdager det, vil de dog ikke mistænkes i at være medskyldige i det nye mord, så de fanger Christy Mahon og forbereder sig på at hænge ham.
Men endnu en gang var faderen ikke helt død, og han kommer kravlende hårdt såret ind på scenen, og Christy Mahon og faderen genforenes, og drager sammen videre "ud i verden".
Barpigen, der nu har mistet sin store "helt" Christy Mahon, siger med jammerklage i skuespillets allersidste sætning:
Jeg har nu mistet den eneste Playboy i den vestlige Verden.

Herunder lidt om John Sygnes tre små irske skuespil der blev opført på Kammerspilscenen:

Det er passende her at begynde med en anmeldelse af skuespillene efter opførelsen på Kammerspilscenen. Avisen Klokken 5, lørdag den 4. januar 1930, skriver bl.a.:
 Det blev en dyster aften i Gaar paa Kammerspilscenen med den afdøde irske Dramatiker Millington Sygnes tre smaa Skuespil, der er samlet under Fællestitlen "Urolige Sind".
 De to af Stykkerne er knugende i al deres Tristhed og uden dramatisk Liv, men det tredie Stykke "Keddelflikkerens Bryllup", er af mere lystig og ikke ueffen satirisk Karakter.
 Dog hvad nytter det lille tapre Teaters Kamp for Idealerne, naar Publikum ikke er indstillet paa at see højlitterær Komedie paa Sønderbro, selv om Iscenesættelsen er fortrinlig, og Teatrets kvindelige Kræfter, med Gudrun Lohse, Valborg Voss Christensen og Jenny Larsen, virkelig yder fremragende Kunst i et Repertoire, der er ud over det almindelige.
 Men al Ære og Respekt for Gunnar Hansen og hans Indsats som Teaterleder, for han har villet noget af det rigtige i de faa Maaneder, han har ledet det omtumlede Teater paa Amager.
"I Kløftens Skygge". Premiere 1. januar 1930.
Originaltitlen er "In the Shadow of the Glen", og skuespillet havde haft sin førsteopførelse i Dublin i 1903, hvor det havde skabt en del furore.
I slutningen af skuespillet forlader Nora sin ægtemand, fåreavleren, og drager bort med en fremmed. (Nora ligesom i Ibsens "Et dukkehjem", hvor Ibsens Nora også forlader børn og hjem).
Skuespillets slutning gik ikke upåtalt hen i datidens Irland. I et læserbrev til the Editor af The Irish Times skriver en R. E. MacGowan den 17. oktober 1903, bl.a.:
  Sir, - I have read in several papers that, the Irish National Theatre Society "proposes to attempt", as one writer puts it, to give another performance of Mr. Sygne's "Shadow of the Glen" next Saturday evening. I agree with those who say that to represent upon the stage an Irishwoman as committing a sin, is to insult the womanhood of Holy Ireland. Such plays ought not to be permitted upon the Stage.
Et kort resume af skuespillets handling:
Nora Burke er gift med fåreavleren Dan Shams, som er mange år ældre end hende selv, og de bor i det sidste hus ude for enden af Long Glen i County Wicklow, som ligger lidt syd for Dublin.
Fåreavleren er bekymret for sine efterladenskaber og beslutter at "spiller død" for at se hvad der vil ske, og giver Nora besked på at hun ikke må begrave ham, det skal overlades til fåreavlerens søster.
En omstrejfende vagabond dukker op, og selv går Nora over for at hente den unge nabo fåreavleren Michael Dara.
Da Nora er kommet tilbage til den "døende" sammen med Michael, så frier Michael til hende, men i det samme rejser den "døende" sig fra sengen og forbander sin unge kone og viser hende bort.
Vagabonden tager Noras parti, og lover hende frihed, og sammen drager de videre ud i verden.
Skuespillet ligger frit på Gutenberg.org...
"Kedelflikkerens Giftemaal". Premiere 1. januar 1930.
Avisen Irish Independent i Dublin skriver mandag den 27. januar 1908 en anmeldelse af skuespillet "The Tinkers Wedding" der er udkommet som bog, før skuespillet havde premiere på teatret.
 In the first act of "The Tinkers Wedding" an Irish priest is brought in contact, after nightfall, with three Tinkers a man and Two women. One of the latter being in the extremes of intoxication. The drunken woman uses language of the grossest blasphemy. The dramatist makes the priest settle down in the company of this precious trio, and even drink porter from a can offered him by the drunken tinker.
 The language put into the mouth of the priest himself is absolutely inconceivable.
 Then there are horrible inuendoes put into the mouth of one of the females - which if spoken on a Irish stage, would create such an outburst of indignation that nothing could subdue.
 This, the first act of the "comedy" - for so Mr. Sygne calls his play- is only a prelude to quite as objectionable libels in the second act. The priest is made to haggle over the fee for marrying two of the tinkers in a way that outdoes anything ever done by the exponents of stage-Irishism.
 And finally, the tinkers having abused gagged, bound, and assaulted the priest, leave him alone on the Stage, as the author says, "pronouncing a Latin malediction in a loud ecclesiastical voice", while Mary, one of the tinkers exclaim: "There's an old villain".
 And then falls the curtain, leaving the priest master of the situation.
Avisen Irish Independent slutter boganmeldelsen med:
 This may be "art"; it may be "comedy", in Mr. Synge's opinion. But it is safe to say once more that if this "comedy" is ever placed before an Irish house, the actors who play it and the People who sanction its production will be taught a lesson that will make them sadder, if wiser, men.
"The Tinker's Wedding", 1908, havde verdenspremiere på His Majesty's Theatre i London den 11. november 1909, efter Synges død tidligere samme år.

Skuespillet havde Gunnar Hansen oversat og bearbejdet, og her er et forkortet handlingsforløb:
Sarah Casey presser den forsigtige Michael Byrne til et giftermål ved at true med, at ellers finder hun en anden mand.
Hun henvender sig så til præsten for at få ham til at foretage ægteskabet mod at få 10 shilling og et tinkrus.
Præsten får så besøg af Michales moder, der er fuld, og det lykkes hende at stjæle tinkruset, som hun beslutter sig for at sælge, for at få råd til mere druk.
Næste dag, kommer det unge par så for at blive gift, men da tinkruset præsten skal betales med er forsvundet, så nægter præsten at foretage velsignelsen.
Det bliver der ballade over, og det ender med at præsten bliver proppet i en sæk. Herfra bliver han først "frigivet" da han lover giftemål - og ikke tilkalde politiet.
Og det hele ender med at præsten sidder på scenen og forbander de unge, medens de unge flygter fra stedet.
Skuespillet ligger frit på Gutenberg.org...
"Der rides mod Havet". Premiere 1. januar 1930.
Originaltitlen er "Riders to the Sea" og skuespillet blev førsteopført den 25. februar 1904, og som bog blev skuespillet udgivet af Elkin Mathews Forlag i London i 1905.

Avisnotits.
Fra Belfast avisen Northern Whig fredag den 19. februar 1904.
Skuespillet "Deirdre, "the three-act poetic Play by A. E.", der
nævnes i artiklen var dramaet "Deirdre" i 3 akter af "A E", som
var et pseudonym for den irske forfatter George William Russell.
Handlingen i skuespillet forgår på en af Aran-øerne ud for Galway. Det var her de store følelser havde frit spil. Det var her fattigdom og nøjsomhed og livet og døden gik hånd i hånd.
Moderen, Maurya, har mistet fem sønner til havet da skuespillet begynder, og hun er nu bange for at miste den sjette og sidste søn: Bartley.
Maurya nægter at give sin velsignelse til Bartley, da han bestemmer sig for at sejle med en båd til hestemesse i Galway. Søsteren Kathleen skælder sin mor ud og opfordrer hende til at give sin velsignelse, og lidt kage og brød med til turen.
Da Maurya vender tilbage, har hun stadig brødet i hånden, og hun beretter om et frygteligt syn hun har haft, hvori hun så Bartley på den røde hoppe, fulgt af en af de tidligere druknede sønner Michael, ridende på den grå pony bagefter.
Kort tid efter bliver Bartley båret ind i huset og lagt på en planke, også druknet og dryppende af havvand, og med en sejldug over.
Maurya begynder at synge en af de traditionelle klagesange over den døde, ledsaget af de kvindelige sørgede, der er kommet ind i køkkenet omkring hende.
Skuespillet ligger frit på Gutenberg.org...

"Riders to the Sea" er også blevet til en opera af Ralph Vaughan Williams, som havde premiere i London den 1. december 1937.

I slutningen af Nationaltidendes anmeldelse i avisen i lørdag den 4. januar 1930 skrives der nogle kritiske men sande ord:
 Aftenens Udbytte var det, at man lærte en interessant, fremmedartet, digterisk Personlighed at kende fra Scenen.
 Johan Millington Sygne henter alle Billeder og Sammenligninger til sine irske Bonde og Fiskerskildringer fra Irlands Natur, og virker med dette Lands barske Kraft.
 Naar Forestillingen, trods alle de prisværdige Anstrængelser, som Iscenesætteren, Gunnar Hansen, og hans Skuespillere gør sig, ikke griber Tilskuerne umiddelbart og faar dem til at le og græde, er det, fordi deres kunstneriske Evner ikke strækker til, overfor en saa tung Opgave.
 Tre ensartede stykker af een Digter paa samme Aften bliver som een lang Undervisningstime i Litteratur og Kulturhistorie. Tilskuerne faar for meget af det gode og udmattes i Stedet for at oplives. Kun de allerstørste dramatiske Talenter vilde være i Stand til at slæbe saa vældigt et Læs over Scenen, uden at Publikum segnede paa Halvvejen.
 Der var, som altid i Kammerspilhuset, anerkendende Bifald for den ideelle Stræben.
John Millington Synge døde af kræft kun 37 år gammel på et plejehjem i Dublin den 24. marts 1909, og blev begravet på Mount Jerome Cemetery, Harold's Cross, i Dublin.

Shamrocks.Shamrocks. Shamrocks.
Shamrocks, det lille irske nationalsymbol ses allevegne i Irland. På tøj, frimærker, porcelæn og logoger, smykker, osv.
Legenden fortæller, at Irlands skytshelgen Saint Patrick brugte Shamrock som symbol for Den helllige Treenighed.
Sankt Patricks day, Irlands nationaldag, fejres den 17. marts af irere i hele verden.
(Shamrocks må ikke forveksles med den almindelige tre og firkløver).
"Per og Poul". Premiere februar 1930.
Scenebillede.
Scenebillede: Ellen Margrethe Stein
og Vilhelm Henriques.
Amagers Blad den 7. februar 1930.
Den 3. februar 1930, havde direktør Gunnar Hansen valgt at opføre den engelske dramatiker H. F. Rubinsteins skuespil "Peter and Paul", som på dansk havde fået næsten den samme titel: "Per og Poul".
Direktør Gunnar Hansen havde selv iscenesat skuespillet, der var i tre akter, med tre afsnit i hver. De stiliserede dekorationer stod direktør Gunnar Hansen også selv for. En scene med ånder foregik i mørke.
Musikken var komponeret specielt som "baggrundsmusik" til skuespillet, for at understrege, underbygge, stykkets Karakter og replikkerne, ligesom i den da nyopfundne tonefilms underlægningsmusik.

Den overordnede handling i "Per og Poul" var ganske enkel, nemlig konflikten mellem det vi ønsker af livet, og det vi nøjes med at få. Om en forretningsmand der drømmer om at være digter, kontra digteren der drømmer om at være forretningsmand.

De medvirkende skuespillere var Vilhelm Henriques, Alfred Arnbak og Poul Juhl. Skuespillerinderne var Ellen Margrethe Stein, Clara Schwartz, Jenny Larsen, Gudrun Lohse og Valborg Voss Christensen.

Skuespilleren Vilhelm Henriques var i øvrigt også Kunstmaler. Se også et af Vilhelm Henriques malerier her på websiden, lidt længere nede.

I Nationaltidendes anmeldelse den 3. februar 1930, skitseres handlingen.
 Man faar to Mænds Historie gennem en Række Samtaler mellem dem selv og deres nærmeste.
 Den ene Mand, Per, er et Hverdagsmenneske, en Købmand, som drømmer om at blive Digter. Han dør i sidste Akt, gammel, skuffet og svigtet af de Børn, for hvis Skyld han opgav sine Digterdrømme. Denne Hverdags-Per blev gengivet af Hr. Vilhelm Henriques med en jævn, menneskelig Sanddruhed, der virkede overordentlig tiltalende. En Scene, hvor den gamle Købmand lytter og hører sine Børn tale aabent ud af deres kolde og egoistiske Hjerter, spillede han saa smukt, at man aner en kommende Karakterskuespiller i ham. Vilhelm Henriques er utvivlsomt en Kunstner, der bør følges med Interesse.
 Den anden Mand, Poul, er et Undtagelsesmenneske, en Tænker og Banebryder, som haaber at blive lykkelig. Forfatteren har paa en lidt nærgaaende Maade benyttet August Strindberg til Model og er derved sluppet nemt til Beskrivelsen af et Genis ulykkelige Privatliv. Om det saa er Strindbergs Datter, Fru Gerda Strindberg-Philph, saa optræder hun i Stykket, hvor hun ogsaa hedder Gerda, og ligesom Digterens Datter omkommer ved en Jernbaneulykke. Det er en streng Fordring, at en ung Skuespiller som Hr. Poul Juhl skal fremstille en af den nyere Tids største Aander. Uden at blive nogen Strindberg klarede Hr. Juhl dog Opgaven anerkendelsesværdigt. Han spillede skiftevis med opbrusende Lidenskabelighed og tung Selvopgivelse, saa der kom et Strindberg'sk Anstrøg i Skikkelsen. Poul dør, ligesaa bitter og ribbet for alle Illusioner som Per. Stykket slutter som en Anklage mod Livet. Alting i det er forudbestemt, og vi kæmper, stræber og strider forgæves.
Lokalavisen Amagers Blad anmelder "Per og Poul" den 7. februar 1930, og indleder med at skrive:
 Det var med Forventning at man tog Plads i Kammerspilscenens Parket i Søndags; thi den gode Presse havde jo været haard ved Teatret, dets Leder og Personale, dets Spilleplan og hele Opgave.
Og i slutningen af anmeldelsen skriver avisen:
 Det var en Aften af stor kunstnerisk Værdi. Ærligere Kunst ses ikke paa nogen Scene.
Og den anden lokalavis, Amager Bladet, indleder sin anmeldelse den 7. februar 1930 med:
 Søndagspremieren paa Rubinsteins "Per og Poul" blev en virkelig succes. Teatret var saa godt som udsolgt... dejligt for en Gang Skyld at se Balkonen fuldt besat... og Bifaldet var usædvanligt varmt og varigt.
 Gunnar Hansen har spillet en Trumf ud, der vil give mange Stik.
Den engelske forfatter Harold Frederick Rubinstein var egentlig advokat, og stifter af advokatfirmaet der i vore dage hedder "Rubinstein Callingham Polden & Gale".
Avisnotits.
Notits i Nottingham Evening Post tirsdag den 2. september 1930.
Rubinsteins firma havde specialiserede sig i at føre sager for forfattere der har, og får, problemer med deres ophavsret, eller som får deres ytringsfrihed indskrænket, eller får blasfemiske sager "på halsen".

Kort før "Per og Poul" havde premiere her på Sønderbro, havde Rubinstein, i sin primære rolle som advokat, opnået stor berømmelse, også langt udenfor England grænser. Han havde påtaget sig forsvaret for en bog med titlen "The Well of Loneliness", skrevet af den kvindelige forfatter Marguerite Radclyffe Hall. En roman der handler om noget så utænkeligt dengang: om to lesbiske kvinder.
Bogen blev betragtet som utugtig til det pornografiske, og vakte voldsom røre i det engelske og amerikanske samfund, hvor oplagene blev brændt.

Men der var alligevel allerede sluppet eksemplarer ud, og i Paris var bogen blevet dramatiseret og opført på scenen. Det var alvorligt, og forfatterinden afviser i annoncen her til højre, efter råd fra sin advokat, at have noget med teaterversionen at gøre.
Advokat Rubinsteins forsvar for bogen lykkedes ikke helt, det var store magter man var oppe imod, og først oppe omkring 1950 blev det muligt at udgive "The Well of Loneliness" i England og Amerika, uden at risikere sagsanlæg.

I Danmark udkom bogen forunderligt nok allerede i 1929 med titlen "Ensomhedens Brønd", på Jespersen og Pios Forlag. Det var umiddelbart før Rubinsteins "Peter og Poul" havde premiere her på "Kammerspilscenen", og det gjorde jo premieren lidt mere pikant, at skulle se et skuespil af den forfatter, som havde forsvaret denne forkætrede bog.

Trods alle odds imod sig på "Sønderbro", så opnåede "Per og Poul" en vis succes, og sidst på måneden havde skuespillet rundet de 25 opførelser.
"Hans Sjæls Veninde". Premiere marts 1930.
Reklamemærke.
Reklamemærke.
Magasin lå på hjørnet
af Ebertsgade og
Amagerbrogade.
(privateje.)
Lokalavisen Amager Borgerven fortæller fredag den 28. februar 1930, at der bliver premiere på et nyt skuespil i den kommende uge, og at der var sat alt ind på at det skulle blive en succes. Navnlig damegarderoberne, som skulle leveres af "Magasin du Nord", skulle være ganske overdådige.
Gunnar Hansen havde selv tegnet dekorationsskitserne, og Carl Lunds kollega Bang-Sørensen skulle male og levere dekorationerne.
Peter Malberg.
Peter Malberg i "Hans Sjæls Veninde".
Billede fra lokalavisen Amagers Blad
den 7. marts 1930.


Skuespillet "Hans Sjæls Veninde" havde fra starten af slet ikke været med på Gunnar Hansens liste over skuespil der skulle opføres i denne første sæson. Det planlagte skuespil havde været "Brødrene Karamazov" i Gunnar Hansens egen oversættelse.
Men fredag den 5. marts 1930 havde Kammerspilscenen så premiere på James Avery Hopwoods farce "Double Exposure" fra 1918, som i Paul Sarauws oversættelse havde fået titlen "Hans Sjæls Veninde".
Paul Sarauw var den helt store oversætter og skuespilforfatter og i disse år, og i 1927-30 var han tillige direktør på Scala-teatret, og i mange år frem fortsatte Sarauw med at have succes, ikke mindst som film-forfatter, hvor han står bag mange af de klassiske danske film.
Hvad der har fået Sarauw til at overlade dette skuespil til Gunnar Hansen er naturligvis ikke til at sige, men formentlig har det blot været et godt og velmenende råd, at vælge et lystspil, fremfor endnu en ´"tung sag", som "Brødrene Karamazov" var og er.

Hopwood havde skrevet en del lystspil, og var allerede meget kendt, også her i Danmark, hvor hans farce "Den grønne Elevator" tidligere havde været opført i 1920 med stor succes på Det ny Teater.
Her oppe i nutiden opføres "Den grønne Elevator" stadig.

Skuespillet "Double Exposure" havde oprindelig haft premiere på Bijou Theatre 209 West 45th Street i New York, den 27. august 1918.
Bijou Teatret var dengang stedet hvor mange af datidens store litterære skuespil blev opført. Så der var lagt op til at "Double Exposure" skulle blive den helt store succes - men publikum svigtede totalt på Bijou Teatret, og skuespillet klarede kun godt to uger.
Annonce fra premieren.
Den 26. august 1918, dagen før premieren.
Fra avisen The Evening World i New York.
Bijou Teatret havde op i 1900-tallet en lidt omtumlet tilværelse, og endte med at blive revet ned i 1982, og på stedet blev der opført et hotel.

Hvorfor Gunnar Hansen, som direktør for Kammerspilscenen, valgte et skuespil der havde været en fiasko på Broadway i New York, må selvfølgelig stå hen i det uvisse, men han kan næppe have været uvidende om fiaskoen.

I de danske aviser var det blevet antydet at det var "Brødrene Karamazov" der skulle have haft premiere, men at forhindringer kunne have været årsagen til "Hans Sjæls Veninde" kom på plakaten. At det var nødvendigt at sætte dette skuespil op kunne også tyde på, at det forrige sidste skuespil "Peter og Poul", trods succesen, var udspillet, og at noget andet var nødvendig indtil "Brødrene Karamazov" var færdig-instuderet. For farcen "Hans Sjæls Veninde" faldt helt udenfor Gunnar Hansens planlagte alvorlige dramatiske repertoire.

Scenebillede.
Scenebillede fra forestillingen. Ellen Stein og Peter Malberg.
Lokalavisen Amager Borgerven den 21. marts 1930.
Lokalavisen Amagers Blad fortæller fredag den 7. marts 1930 lidt om skuespillet, hvorfra her er et megt kort resume:
Handlingen drejer sig om Jim og Tom som bor i hus sammen. Jim foretrækker Toms kone, frem for sin egen, og Tom er til gengældt lidt forelsket i Jims kone.
En indisk fakir er indlagt i skuespillet, og fakiren flytter Jims sjæl over i Toms Legeme og omvendt. Det kommer der en række skøre situationer ud af, fordi de begge er misfornøjede med at være blevet til den anden.
Farcen ender selvfølgelig med at begge bliver forvandlet tilbage igen til dem de oprindelig var, og derefter bliver tilfredse med deres egne koner.
Lokalavisen Amagers Blad slutter sin anmeldelse med:
 Bifaldet var larmende, Blomstervældet mere end overdådigt, Fremkaldelserne utallige og Succesen utvivlsom.
Peter Malberg var gæsteskuespiller, og han var stjernen i skuespillet, og Ellen Margrethe Stein spillede hans hustru. Desuden medvirkede bl.a. Poul Juhl og Jenny Larsen.
Direktør Gunnar Hansen havde iscenesat, og var selv med i stykket i rollen som den indiske fakir.

Peter Martinus Malberg (1887-1965) endte som en af Danmarks store skuespillere. Og ikke mindst som en af de mest populære på grund af sine roller i mangfoldige danske film, f.eks. som Onkel Anders i "Far til fire" filmene

Kulturcentret Assistens har skrevet en lille fin biografi om Peter Malberg.
Kunstudstillinger i teatrets foyer.
Maleri af Henriques.
Maleri af Vilhelm Henriques. Dateret 1928.
Gade i Dragør med kirken i baggrunden.
Tilhører Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv.
Gunnar Hansen var meget aktiv i sit forsøg på at udbrede kultur fra Sønderbro Teater, og arrangerede også kunstudstillinger i teatrets foyer.
Lokalavisen Amagers Blad kan sidst i december 1929 fortælle at Gunnar Hansens kommende udstilling er med malerier af kunstmaleren Otto Godtfred Høigaard:
 Saadan skal det være, ung Kunst ude og inde - og saa forresten i de unge Hjem, hvor denne Maler i særlig Grad synes at have hjemme.
 Den allerstørste Glæde man faar, er de rørende billige Priser. Der er Billeder helt ned til 35 Kr., og hvert enkelt Billede staar klart i Farven og koncis i Malemaaden, saa at man glæder sig over at det er muligt - i en moderne Tid - at finde en Maler der er ædruelig i sit Farvevalg og naturlig i sit Udtryk.
Lokalavisen nævner også, at et af Otto Godtfred Høigaards bemærkelsesværdige malerier er "et Portræt af Direktør Gunnar Hansen, der viser en fortræffelig Karakteriseringsevne hos Kunstneren".

Kunstneren Otto Godtfred Høigaard forsvinder ud i glemslens tåger, men den efterfølgende kunstner der udstiller i foyeren, bliver en habil og anerkendt kunstner.
Avisen nævner at den næste kunstudstilling bliver med billeder af maleren Vilhelm Henriques.
Kunstmaleren Henriques var jo kendt i forvejen her på teatret, da han var ansat som skuespiller i teatrets trup, og således var blandt det faste skuespillerpersonale under Gunnar Hansen.
Maleriet her til venstre er malet af skuespiller og kunstner Vilhelm Henriques. Og uden dog at vide det, så kunne det tidsmæssigt, og motivmæssigt, godt have været med på teatrets foyer-udstilling i vinteren 1929-30.
"Brødrene Karamazov" blev ikke opført.
Som tidligere nævnt så udgik Fjodor Dostojevskijs "Brødrene Karamazov" uden nogen egentlig nærmere begrundelse.

Fredag den 11. april 1930 skriver lokalavisen Amager Borgerven følgende uden yderligere forklaring:
 Kammerspilscenen slutter sin Sæson allerede i Morgen, Lørdag, Aften, foranlediget ved at Peter Malberg skal tiltræde et Filmsarrangement. - Kammerspilscenen ophører dermed at eksistere og en ung Teaterleders oprigtige kunstneriske Stræben gaar dermed ud af Sagaen.
Og dagen efter, lørdag den 12. april 1930 har avisen Morgenbladet denne lille notits:
 Kammerspilscenen lukker. I Aften opfører Kammerspilscenen for sidste Gang "Hans Sjæls Veninde", og dermed slutter Sæsonen. Det motiveres officielt med, at Peter Malberg ikke har Tid til at fortsætte, da han skal filme. Det er dog ingen Hemmelighed, at det lille Teater kan opvise det største Underskud, noget Teater har givet i denne Sæson. Om Fremtiden vides endnu ikke noget bestemt. Der forhandles til forskellige Sider.
Der blev dog en forestilling mere.
Anden påskedag, mandag den 21. april 1930, var det endegyldigt slut for Kammerspilscenen. Da var der arrangeret en beneficeforestilling til fordel for personalet. Og Peter Malberg, der ellers var rejst til Berlin for at filme, vendte hjem for at deltage i Aftenens forestilling: "Hans Sjæls Veninde".

Det har næppe udelukkende været for pengenes skyld at teatret lukkede, før det sidste planlagte skuespil i sæsonen, "Brødrene Karamazov", fik premiere.
Manglen på tilskuere har været en medvirkende årsag, så almindelig sund fornuft har spillet ind. Det er ikke kun skuespildirektøren der oplever det utilfredsstillende at spille for tomme stolerækker, også skuespillere finder det uinspirerende at spille teater for en tom sal.
Og selv om en kapacitet som Peter Malberg havde medvirket til den sidste og eneste store publikumssucces i Kammerspilscenens tid, så har det været for langt inde i forløbet til at det har kunnet rette op på situationen.

Det kongelige Teater.

Adam Poulsen
Skuespiller og teaterdirektør Adam Poulsen.
Gammelt postkort fra begyndelsen af 1900-tallet.
(Privateje.)
Nationaltidende havde den 13. marts 1930 en interessant og vigtig lille notits som fortalte, at Gunnar Hansen var blevet engageret ved Det Kongelige Teater af den nye teaterdirektør Adam Poulsen, fordi man havde fundet Gunnar Hansens iscenesættelser på "Sønderbro" interessante og fornyende.

To en halv måned efter Nationaltidendes oplysning om Gunnar Hansens nye ansættelsesforhold, så skulle Adam Poulsen officielt indsættes af undervisningsminister Frederik Borgbjerg på posten som direktør for Det kongelige Teater (den 1. juli 1930). Der skulle ryddes op og fornyes.
Men allerede fire måneder forinden ansættelsen, den 22. februar 1930, havde Adam Poulsen holdt sin berømte, eller rettere berygtede, tiltrædelsestale til Det kongelige Teaters skuespillere, med overskriften: "Vogt jer for simpelhed".
Denne trussel fik flere af de kongelige skuespillerne til at forlade teatret i vrede.
Adam Poulsen var blevet chef for Det kongelige Teater netop her i 1930 hvor der var kommet en ny teaterlov, som bl.a. øgede teaterdirektøren magt, så Adam Poulsen var frygtet for sine afskedigelser.

På et punkt lignede Gunnar Hansen og Adam Poulsen hinanden, de var begge lige målrettede og kompromisløse, trods de var to modsætninger.
Hvor Gunnar Hansen stræbte hen imod det moderne repertoire, så sværmede Adam Poulsen for det klassiske.

En begivenhed af stor betydning, som var forhandlet på plads af det Det kongelige Teaters afgåede direktør William Norrie, var den tyske teaterpersonlighed og iscenesætter Max Reinhardts besøg på Det kongelige Teater på her i foråret 1930, for at iscenesætte Johan Strauss' operette "Flagermusen".
Adam Poulsen var netop blevet ansat som ny direktør, og da han som ung selv havde studeret og spillet teater hos Max Reinhardt i Berlin, så var det en glimrende måde at markere sig selv på, at kunne introducere Europas mest omtalte teaterpersonlighed.
Gunnar Hansens pludselige afgang fra Sønderbro Teater, og ansættelse på Det kongelige Teater, sker lige netop her i disse dage hvor Max Reinhard begynder at arbejde med at instruere "Flagermusen" på Det kongelige Teater. Så Gunnar Hansen fik med sin ansættelse på "Det kongelige" lige netop på dette tidspunkt, pludselig mulighed for at følge på nært hold hvorledes den berømte Max Reinhardt arbejdede.
Max Reinhardts "Flagermus" havde premiere på det kongelige Teater den 6. april 1930.
"Christen Hansens skuespil "Dans".
Scenebillede fra Dans.
Scenebilleder fra skuespillet "Dans" på Det kongelige Teater, instrueret af Gunnar Hansen.
Fra tidsskriftet "Teatret", december 1930, side 53.
Sæsonen på Det kongelige Teater begyndte først den 1. oktober dette år, hvor der også skete det nye, at Ny Scene, "Talescenen", senere kaldt "Stærekassen" var blevet opført og blev indviet i august dette år, så Det kongelige Teater herefter var nu 2 scener, "gammel" og "ny scene".
Så forvirringen var lidt stor, da man nu skulle iscenesætte til 2 scener.
Så Det kongelige Teater lejede sig ind i det nu tomme Sønderbro Teater, og brugte "Sønderbro" som prøvesal, hvor Gunnar Hansen så instruerede sit første skuespil, der skal have premiere på Det kongelige Teater.
Avisen Aftenbladet fortæller at den 26. august 1930, at en gruppe af Det kongelige Teaters kunstnere, med Gunnar Hansen i spidsen som instruktør, skulle have prøver med Chresten Hansens skuespil "Dans" på Sønderbro Teater.
Skuespillertruppen omfattede Valsø Henrik Holm, Charles Wilken, Jørgen Lindendahl, Albert Luther og Karen Berg, Ingeborg Gandrup, Agnes Rehni, Eyvind Johan Svendsen og Clara Pontoppidan.

Avisen Morgenbladet i København skriver den 12. oktober 1930, at den første danske nyhed på Det kongelige Teater i denne sæson bliver Christen Hansens skuespil "Dans" i Gunnar Hansens iscenesættelse.
Og Christen Hansen lystspil "Dans", i 3 akter, instrueret af Gunnar Hansen, havde premiere den 26. oktober 1930 på Det kongelige Teater. Skuespillet blev ingen succes, og blev kun opført nogle ganske få gange.
Aftenbladet i København skriver den 27. oktober 1930 en kritisk anmeldelse, men avisen er nådig, og kritiserer ikke iscenesætteren Gunnar Hansen, men derimod forfatteren Christen Hansen:
 "Dans" er en Satire over Femté Mannequinopvisning og Mand og Kone der ikke rigtigt kan sammen og som maa have en lille Oplevelse for at forstaa, at de i Virkeligheden hører hinanden til med de bedste Følelser, Mennesker ejer.
 Alt dette var maaske Stof i Haanden paa en Dramatiker, der var det ikke i Hr. Christen Hansens Haand. Det blev ikke til ordentlig Dans - rigtig Livets Dans, var vel Meningen - det blev til en underlig Trippen paa Stedet, og Kunstnerne, der saamænd iøvrigt gjorde sig Umage nok med det, vidste ligefrem ikke hvor de skulle sætte Fødderne.
 Efter første Akt blev der hysset noget, efter anden Akt mere, efter tredie Akt havde man saamænd den Oplevelse - første Gang i Det kongelige Teater i denne Sæson, at der var en Tilskuer der peb i en Spejderfløjte.
 "Dans" kan hurtigt blive forandret til "Afdansning".
Adam Poulsens tid som teaterdirektør på "Det kongelige" varede meget kort og sluttede brat.
Et par dage før nytåret 1930, kun et halvt årstid efter ansættelsen, skete der et uheld. Adam Poulsen blev bidt i hånden af Det kongelige Teaters kat, som var "ansat" til at fange rotter, og det resulterede i, at Adam Poulsen fik en alvorlig blodforgiftning, og efterfølgende sygdomsforløb.
Undervisningsminister Frederik Borgbjerg havde fortrudt ansættelsen af Adam Poulsen, og alt det postyr det havde medført, så undervisningsministeren brugte sygdomsforløbet som undskyldning for at afskedige Adam Poulsen igen, og med et helt års gage betalt. Adam Poulsen blev så vred over sin afskedigelse at han, med ganske få undtagelser, i det store og hele holdt op med at beskæftige sig med teater.

Adam Poulsens efterfølger som teaterdirektør på Det kongelige Teater var en ganske almindelig kontorchef fra kulturministeriet ved navn Andreas Møller. Men med hans helt neutrale ledelsesstil klarede Det kongelige Teater at skabe ro omkring teatret de efterfølgende 8 år.

Børnehjælpsdagen 1930.

Thit Jensen.
Annonce i Amager Bladet
den 18. april 1930.
Sønderbro Teater havde jo haft en flot tradition med at deltage i Børnehjælpsdagene gennem alle årene. Den kommende børnehjælpsdag skulle afholdes den 13. maj 1930, som var tre uger efter Kammerspilscenens lukning, men da var der ingen teaterledelse. Teaterejerne Marie og Elith Henriksen stillede så det tomme teater til rådighed for børnehjælpskomiteerne på Christianshavn og Sundbyerne, og det lykkedes disse komiteer at få forfatteren Johannes V. Jensens søster, Thit Jensen, til at komme og holde et foredrag.
Thit Jensen var det det store hotte navn i disse år, og havde årene før vakt forargelse blandt store dele af borgerskabet, med bøger med titlerne "Den erotiske Hamster", "Frivilligt Moderskab", "Børnebegrænsning. Hvorfor-hvordan?", "Storken"...

Thit Jensen kom i sit foredrag på Sønderbro Teater ind på mange emner, med udgangspunktet i, at "Mænd og Kvinders Kærlighed" var en gave fra Gud, en gave som med Satans indblanding havde foranlediget en overproduktion af børn.
Thit Jensen mente, at det var mændenes appeller til kvinders moderfølelse, der fik kvinder til at føde så mange børn de kunne, og ikke kvinderne selv. Og at disse for mange børn gjorde livet til et martyrium for kvinder, og gjorde kærlighed til blot en formeringsakt.

Thit Jensen havde holdt dette foredrag om "Mænd og Kvinder" i nogle år, og hver gang hun sluttede et foredrag, havde hun opfordret publikum til at skive til hende, hvis de havde problemer med noget af det hun havde omtalt i sin tale, for så ville hun besvare og hjælpe enhver der henvendte sig.
Derfor havde Thit Jensen modtaget mange breve, og nogle de tidligere modtagne breve læste hun op under foredraget, til stor moro for publikum.
Det sidste hun fortalte i sine foredrag var hendes postadresse der kunne skrives til. Der skulle blot stå på kuverten: "Thit Jensen, København".
Det var nok adresse - hun var kendt af postvæsenet.

Det er egentlig ganske pudsigt, at Kammerspilscenen, der havde indledt sin høj-litterære epoke med foragt for en dansende og jazzende Josephine Baker på Dagmarteatret, nu fik afsluttet sin tid med den danske furie Thit Jensen, der på teaterscenen skulle holde et foredrag om "Mænd og Kvinders Kærlighed".
Og desuden var Thit Jensens foredrag ledsaget af jazz spillet af teaterejer og teaterinspektør Elith Henriksens søn Bruno Henriksen, hvis orkester spillede "negerrytmer" i forbindelse med Thit Jensens foredrag.

For de finkulturelle må denne afslutning efter Kammerspilscenens litterære æra have forekommet blasfemisk.:-)

Gunnar Hansen efter Kammerspilscenen.

Kiss Andersen.
Kiss Gregers i "Grevinde Mariza" på Aarhus Teater.
Gammelt fotokort. (Privateje.)
1930 var et uheldigt år for en som Gunnar Hansen at blive ansat på Det kongelige Teater.
Godt nok havde Gunnar Hansen teaterchefen Adam Poulsen i ryggen, men samtidig, også i 1930, blev teatermaler og scenograf og sceneinstruktør Svend Gade (1877-1952) ansat på Det kongelige Teater.
Gade var en af de helt store internationale teaterfolk.
Svend Gade havde også arbejdet sammen med Max Reinhardt i Berlin, ligesom Gade havde arbejdet ved flere andre udenlandske teatre, f.eks. i New York.
Desuden havde Svend Gade været scenograf og filminstruktør i Hollywood.
Svend Gade kunne ingen hamle op med, så Gade overtog meget af det der var værd at lægge navn til på Det kongelige Teater.

Reklame.
Tidsskriftet "Teatret".
November 1930, side 50.
I den lille reklame for Det kongelige Teater, som ses her til højre, er nævnt de aktuelle forestillinger, som "Det kongelige" opfører "her i denne tid", og hvoriblandt Gunnar Hansens "Dans" også er.
Først er det Elmer Rice's skuespil "Gaden", som var med dekorationer og iscenesættelse af Svend Gade.
"Indenfor Murene" er iscenesat og instrueret af forfatteren selv, Henry Nathansen.
Og af de tre balletter der er nævnt nederst, er de to, "Den trekantede Hat" og "Legetøjsbutikken", med dekorationer og kostumer af forfatteren Kjeld Abel.
Og "Scheherazade" havde kunstneren Kay Nielsen stået for.

Så kort efter Adam Poulsens afskedigelse, så glider Gunnar Hansens navn delvist ud af fortællingen om Det kongelige Teater.

Herunder er nævnt nogle ganske få af Gunnar Hansen mange bidrag til det danske kulturelle liv.
Gunnar Hansen var efter Det kongelige Teater på Island, ved Det islandske Nationalteater i Reykjavik i 1934 og 1935.

Herefter kom Gunnar Hansen til Aarhus Teater 1935-36, hvor han medvirkede i opsættelsen af den overdådige version af operetten Grevinde Maritza, hvortil han selv havde leveret skitserne.

Efter Aarhus var Gunnar Hansen igen i en periode, 1950-1957 på Island.

I 1940'erne og frem, skrev og instruerede Gunnar Hansen en lang række kortfilm, dokumentar og undervisningsfilm.
Nogle af disse blev også sendt i Tv's barndom.
Og blot for at nævne et enkelt eksempel, som bliver omtalt i Aftenbladet tirsdag den 30. december 1952, så fortæller avisen, at i fjernsynet klokken 20.20, er der en udsendelse om de danske Kongegrave, ”En vandring fra kongegrav til kongegrav gennem vort lands historie. Tilrettelagt af Gunnar Robert Hansen”.

Også radiospil blev det også til.
Gunnar Hansen glemte ikke sin gamle fascination for Irland, så sidst i 40'erne dramatiserede han et af den irske forfattere Sean O'Caseys skuespil: "Juno og Paafuglen", som så blev sendt som radioteater.
”Juno og Paafuglen” blev siden genudsendt nogle gange i radioen, og langt senere, i 1958, blev skuespillet opført på Det kongelige Teater.

Romaner.

Gunnar Robert Hansen skrev også nogle få romaner, og også nogle fortællinger.
Et eksempel på det sidste er f.eks en lille fortælling i Dagens Nyheder søndag den 30. juni 1929, hvor der i søndagstillægget er en lille beretning om "I Hovedrollen lille Dumien". Det er egentlig et erindringsglimt fra da Gunnar Hansen som ung var i Paris for at studere musik, og fortællingen handler om en lille parisisk barnefilmsstjerne på to og et halvt år.
"Drama paa Slottet" udkom i 1944.
Den 18. januar 1944 havde filmen ”Drama på Slottet” premiere i Kinopalæet. Gunnar Hansen havde samlet grundlaget til fortællingen, og filmmanuskriptet blev udarbejdet sammen med Flemming Lynge.
Mogens Wieth og Bodil Kjer havde hovedrollerne i filmen.
Det var Bodil Ipsen der iscenesatte Filmen og Sven Gyldmark havde komponeret musikken. Det danske Filminstitut har glemt at kreditere Gunnar Hansen for hans bidrag til filmen.

Gunnar Hansen fik samme år som filmen, udgivet fortællingen som roman: "Drama paa Slottet", som er en historisk roman fra Christian den Femtes hof.
”Hvem dømmer” udkom i 1946.
I Gunnar Hansens kriminalromanen "Hvem dømmer" foregår handlingen i Ringby, en lille ganske almindelig dansk købstad.
Romanen indledes med en lille introduktion, hvor en fattig gammel kone sælger skillingsviser, som hun ledsager med lidt sang og spil på sin guitar:
Jeg en Vise vil nu synge
om saa græsseligt et Mord,
og om rænkefulde Tanker,
som i onde Hjerter bor.
I den lille Ringby var der sket et par grimme mord. Og sladder og ondskab udpeger den fattige murer Busk og den ligeledes fattige bager Tidemark som de skyldige. Begge bliver dømt til galgen.
Men så opstår tvivlen, og spørgsmålet rejses: Er de to egentlige skyldige? Og kan deres eventuelle uskyld bevises inden de hænges i galgen?
Bogen blev udgivet på Povl Branners Forlag i 1946, og med en forsidetegning af Svend Otto S.
Oversatte romaner.
Nogle oversatte romaner blev det også til.
Den amerikanske forfatterinde Alice Tisdale Hobart (1882-1967) var blevet meget populær med sin bog "Olie til Kinas Lamper", som blev udgivet på dansk i 1934. Bogen er siden udkommet i mange oplag.
To af Alice Tisdale Hobarts efterfølgende bøger blev oversat af Gunnar Robert Hansen, "Familien Rambeau" i 1946, og "Paafuglen Mister Sin Pragt" i 1947, begge blev udgivet af Povl Branners Forlag.

Gunnar Robert Hansen døde i 1964.

Gunnar Hansen var bosat på Island, men døde den 1. december 1964 under et ophold i København, 63 år gammel.



Masker.
- - - - - - - - - -
Bemærkninger.
  • En stor tak til lokalarkivar Lone Palm Larsen, Tårnby Kommunebiblioteker, Stads og Lokalarkivet, Kamillevej 10, 2700 Kastrup, for utrættelig hjælp til fremskaffelse af arkivalier og lokalaviser.
  • Også tak til SULFA, Sundby Lokalhistoriske Forening og Arkiv, Øresundsvej 6, 2.sal, 2300 København, for adgang til at gennemse foreningens materiale fra og om Sønderbros Teater.
  • Også tak til hr. Jørgen Grandt for hans interesse, og hans enorme viden om Amager.
  • Aviser. Alle udklip fra gamle lokalaviser, hvor intet andet er nævnt, er fra Stads og Lokalarkivet, Kamillevej 10, i Tårnby.
    Udklip og henvisninger fra øvrige aviser kan for de flestes vedkommende genfindes på Statsbiblioteket i Aarhus' webside.
  • Ophavsret. Det er tilstræbt at undgå brug af billeder og andet materiale, der tydeligvis kan være ophavsret på. Det er også tilstræbt kun at citere ejerløse aviser, samt at begrænse aviscitater fra navngivne personer til det minimale.
    Hvis du alligevel mener at jeg i denne fortælling har krænket noget du har ophavsret til, så mail straks tilbage, og vi kan så enten prøve at finde en mindelig ordning, eller jeg undskylder - og fjerner selvfølgelig straks alt hvad du mener der er dit.
  • Links. Her fra websiden linkes der kun ud på Nettet til offentlige websider samt til websider uden reklamer. Her linkes heller ikke til Wikipedia, som er endt med at være en vildtvoksende busk, med oplysninger i alle retninger.
    Men det vil være oplagt selv at foretage søgninger på Nettet. Både søgninger på personnavne, og titler på skuespil, steder, og sange vil kunne give flere gode interessante resultater.
  • Faktuelle fejl. Fejl er selvfølgelig forsøgt undgået, men hvis du synes at noget er helt vrøvl, så er du selvfølgelig meget velkommen til at sende en mail, som vil blive modtaget med tak.
- - - - - - - - - -
Kilder foruden de almindelige, og de i teksten nævnte, samt ugeblade og aviser og egne notater:
  • Det fortalte er først og fremmest baseret på udklip fra tidsskrifter og lokalaviser - og dagspressen i almindelighed - i denne beretning om Gunnar Hansens periode som direktør for Kammerspilscenen, i sæsonen 1929-1930.
    Derudover skal der nævnes disse bøger:
  • Johan Haste: "Generalkonsul Johan Hansen fortæller". Udgivet af Frederik E. Pedersens Forlag i 1940.
  • Just Thorning: "J. M. Synge". Udgivet af Pios Boghandel - Povl Branner, i København i 1921.
  • J. M. Synge: "The Aran Islands". Udgivet af Penguin Books - Genudgivelse i 1992 af den oprindelige bog fra 1907, med et stort forord af Tim Robinson, Connemara i 1991.
  • Axel Breidahl og Axel Kjærulf: "Københavnerliv". 1930-1937. Udgivet af Hassings Forlag i 1938.
  • Bo Bramsen: "Hundrede år under Dannebrog". Rederiet Dannebrogs historie 1883-1983. Udgivet af Rederiet Dannebrog, Rungsted Kyst i 1982 (1983).
  • Merethe Wilkenschildt: "Som et rosenblad for vinden". Om solodanserinde Elna Lassen. Udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2008.
 
Henning Jensen 2018 | Siden er sidst opdateret: 02/04/2019. | Skriv en kommentar | Send en mail